|
Green Galerie
THE ANNA KAZANOVA PROJECT - Maj måneds udstilling 2012
I The Anna Kazanova Project, er Strange Party Orchestra gået sammen med den ukrainske fotograf Anna Kazanova om at skabe en unik og intens kærlighedsaffære mellem kunstfotografi og lyd. Temaerne omfatter tidsløsheden af den menneskelige eksistens, skrøbelighed og isolation, men også styrken af menneskeheden, naturen, og elementerne. Visuel ro står i modsætning til alle former for industriers ubønhørlige banken på vores øre. Det minder os om lydforurening, som vi ikke længere lægger mærke til i vores dagligdag. Projektet fremstår på den baggrund som en dialog mellem intimitet, natur, industri og ødelæggelse.
Se en video fra udstillingen her
Læs pressemeddelsen her
  
Hydrologiske trængsels-ringe i den indre by
FERNISERING FREDAG 30/3 kl 16-18
Til dagligt arbejder Hans Jørgen Henriksen, som hydrolog og vogter af vandkredsløbet i de Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland på Øster Voldgade i København. Som ægte repræsentant for sit kunstneriske stjernetegn, Tyren, er han i sin fritid passioneret akrylmaler i FOF’s Atelier i Lyngby og fra boligen i Sorgenfri. Når han udstiller sine værker i Firenze, Dublin og Shanghai, efter en selvopfunden opskrift han kalder ”zoneringsmaleriet”, under kunstnernavnet ”de Hansi”.
Hans Jørgen Henriksen er født i Vordingborg og opvokset på Mors og i Sydvestjylland (Holsted), før han som 20-årig flyttede til København, og startede sine studier på DTU i Lundtofte. Siden har han slået sig ned i Sorgenfri. Han maler sine malerier i FOF atelier i Lyngby og i hjemmet, bl.a. ud fra skitser og tegninger han laver i sommerhalvåret i den indre by, i en malergruppe der har David Isenberg som mentor.
Han maler sine bylandskaber på en naturpræget måde, bl.a. inspireret af det vestjyske landskab og vandkredsløb. Man kan ikke helt afgøre om det er gader eller vandløb der snor sig mellem husene, eller for den sags skyld om husene er fra metropolen København eller fra udkanten og steder i Sydvestjylland. De udstillede malerier i ”Hydrologiske trængsels-ringe i den indre by” rummer en flertydighed mellem metropol og opland, og sammenblander tidsbilleder, fra middelalderen, fra omkring år 1900 med strejf af tonaliststil, blandet med neo-kubistiske iagttagelser fra vor tid, ”nullernes og etternes årti”. I andre af hans malerier fremtræder organiske former og den ekspressionistiske stil med kromatiske modulationer og subtile farveharmonier der bryder billedplanet op og samler kompositionen til en helhed, trods disharmoniske forskydninger i billedfladen. Det figurative og abstrakte optræder på forskellige måde i alle billeder.
"Hydrologiske trængsels-ringe i den indre by" handler om at lade linier, toner, farver og stemning blive til en billedmæssig helhed, som er det Hans Jørgen Henriksen benævner zoneringsmaleri. Inspirationen er bl.a. hentet hos Cezanne, der udtrykte det sådan her: "a continuous process of reconciling multiplicity with an overall unity". Øvrige inspirationskilder er Klee og Der Blaue Reiter kunstgruppen i München.
Hans Jørgen Henriksen håber med udstillingen, at ”Hydrologiske trængsels-ringe i den indre by” kan opleves som en helhed, på trods af de enkelte billeders egenrådige og mangfoldige udtryk.
Læs mere om ”zoneringsmaleriet” på www.dehansi.dk eller www.zonering.dk
Fredag den 9. marts 2012 kl. 16-18
med en udstilling af Michael Schiønnings smukke og stemningsfyldte natur- og fugleakvareller. Michael Schiønning, født 1948 er autodidakt og debuterede i 1991 hos os i Galerie Green. Har siden udstillet bl.a. hos Mærsk I/T, Kommunedata, Københavns Amt, Loewe Galleri og Det Islandske Hus.
  
Som altid serverer vi lidt knas og godt til ganen, og det er selvfølgelig muligt at møde kunstneren samt købe billederne.

FERNISERING
LØRDAG 4. FEBRUAR 11 - 14
CHARLOTTE THYMARK

Alle er velkomne til at nyde Charlottes smukke billeder lyse op i gallerikælderen. Vi serverer lidt vin og knas på ferniseringsdagen. Kom og vær med til en festlig lørdag formiddag.
FERNISERING FREDAG 6. JANUAR 16 - 18 - ALLE ER VELKOMNE - VEL MØDT
Igen har vi fornøjelsen af en kær genganger i gallerikælderen. Fra fredag den 6. januar udstiller vi de smukke og unikke fotos fra teater-, og filminstruktør, forfatter og forlægger Palle Kjærulff-Schmidts nye bog "En gylden italiensk trekant". Der bliver selvfølgelig serveret lidt godt til ferniseringen.
I et af Italiens allersmukkeste områder ligger byerne Amalfi, Ravello og Scala. Hver har sin egen spændende historie at fortælle og byder på en masse herlige oplevelser. Og midt i det hele ligger den højtelskede danske institution ´San Cataldo´, hvor danske videnskabsfolk og kunstnere får både arbejdsro og rig inspiration. Læseren tages med på mange spændende vandringer og opdager, at nogle af de kendte oplysninger i virkeligheden er en en del anderledes, end de officielt fortælles.
Hvad skete der for eksempel dengang Richard Wagner kom til Ravello mens han arbejdede på operaen ´Parcifal´? For første gang på dansk får vi også digteren Petrarcas rystende, selvoplevede skildring af den naturkatastrofe, som i 1343 ramte store dele af Syditalien og bortrev hele to trediedele af Amalfi.
Palle Kjærulff-Schmidt, En gylden italiensk trekant, TINOK 2011, kr. 300,-
FERNISERING FREDAG 25. NOVEMBER 16 - 18 - ALLE ER VELKOMNE - VEL MØDT
Kom i julestemning med SANNE RIDDELLs eventyrmalerier. Der er en del englemalerier – så man rigtig kan komme i julehumør ! Vi serverer som altid en lille forfriskning.
  
FERNISERING FREDAG 11. NOVEMBER 16 - 18 - ALLE ER VELKOMNE - VEL MØDT
”Dreamingpools and Livingroom”
Charlotte Neel Ritto har kaldt sin udstilling hos Greens for ”Dreamingpools and Livingroom”. En titel der afspejler de figurative maleriers stemningsmættede filmiske universer. Vi er i fremmede huse; måske et lejet hus, måske et hotel, eller måske det hus vi hver dag går forbi med en svag anelse om, at her foregår noget suspekt. Vi bliver også inviteret indenfor; ind i klaustrofobiske rum, med sære møbler og lamper. Eller vi ledes til en trappe der måske, måske ikke fører os op til en uvis skæbne.
Charlotte Neel henter sine motiver i de konsumfotos vi oversvømmes af dagligt: fotos fra nettet, dagens avis, fra ejendomsmæglerens reklamer eller amatørens snapshot med mobilen. Det er hverdagsfotos af dagligdagen i den privilegerede del af den vestlige verden der bruges som påskud for at male.
De tilsyneladende almindelige omgivelser forvandles i Neels hånd til uhyggelige, tvetydige scenerier hvor man ikke er helt sikker på hvad der er sket eller hvad der muligvis er lige ved at ske. Paletten er mørk, langt fra pleasende, men alligevel sært dragende.
Charlotte Neels store forbilleder er filmmestrene David Lynch, Hitchcock og Dreyer der alle behersker uhyggens formsprog til fulde. Men den eksistentielle ensomhed som lyser ud af malere som Edward Hoppers værker er også navigationspunkt for Neel, der som regel lader sine scenerier være mennesketomme, så vi som beskuere lades alene på åstedet. Neel maler ekspressivt, med en rå skødesløshed der blandet med vådt i vådt teknik tilføjes noget sart og sine steder næsten poetisk. Det er i paletten og de overdrevne kontraster man fornemmer stemningsfællesskabet.
Charlotte Neel Ritto (f. 1958) debuterede på Kunstnernes efterårsudstilling i 2008 og har siden været med på flere censurerede udstillinger. Hun er uddannet på Kunstskolen Spektrum ved Ingela og Thomas Skytte og på Billedskolen ved Bjørn Bråten og Peter Holck.
Invitation til oktobers fotoudstilling af fotograf Per Folkver
SUK EL GEEMAL - er arabisk og betyder kamelmarkedet
Fyrre kilometer nordvest for Kairo, ligger Birqash. Her overrisles markerne af Nilens vand, og bag nogle høje mure ligger kamelmarkedet. Årligt handles her imellem 200.000 – 250.000 kameler. De kommer læssede på lastvogne fra Sudan, hvor de efter at have gået i 40-45 dage, bliver samlet op i Scalatin. Nogle bliver først kørt til markedet i Daraw uden for Aswan. Her sælges de måske første gang for så at blive transporteret videre til markedet i Birqash. Andre kommer direkte fra Sudan, en køretur på over 1.200 kilometer.
Nogle gange er ejermanden selv med for at se til, at handlen forløber godt, andre gange forestås det af en mellemmand, der får provision af salget. Køberne er slagtere, for alle dyr, der sælges på markedet, er beregnet på slagtning.
Det er ikke sådan, at dyrene ankommer om morgenen og er solgt ved middagstid, mange har dem i folde, som de lejer sig ind i og sælges så, når den rigtige køber dukker op, så de giver en højere pris. Priserne varierer imellem et par tusinde kroner og op til 14.- 18.000 kroner for de største af dyrene.
PS – og for at tage brodden af enhver tvivl; det er slet ikke kameler, men dromedarer.
Billederne er taget 5. – 10. januar 2003
 
INVITATION til septemberudstilling af Gunnar Bay i Green Galerie
Fernisering fredag d. 2. sept. 2011 kl. 16 - 18
“WHAT? [vådt?]”
What is this thing called “WHAT? [vådt?]”?
Det er en udstilling af forskellige værker, hvor omdrejningspunktet er WHAT? Og dets danske udtale [vådt], altså et spørgsmål som forhåbentlig bliver besvaret af udstillingens sammensætning af værker – samt og ikke mindst af den relation, der kan være til det, der er vådt.
Når det er sagt, er udstillingens værker hverken revolutionære, udfordrende eller skadelige, men måske mere behagelige og forhåbentligt undrende i de forskellige tiltag som vises. Således vil der præsenteres værker, der som motiv har noget med vand, værker som er malet vådt i vådt (næsten), værker som er malet med rødvin, og værker, som er meningsløse og som i sagens natur ikke kan besvare spørgsmålet WHAT? F.eks. Hvad er meningen?
Udstillingen følger op på bogen ”Hva’ så? Hva’ nu?” Greens Forlag 2010. kr. 200,- 
Gunnar Bay bor og arbejder i Virum. Arbejdet fordeles ligeligt mellem billedkunst og jazzmusik samt undervisning i billedkunst/design på Virum Gymnasium. Han er uddannet fra Kunstakademiets Billedkunstskole samt har bifag i kunsthistorie fra Københavns Universitet. Han er medlem af Kunstnersamfundet samt suppleant i Akademirådet for de skønne kunster. Gunnar Bay er tillige formand for Kunstnersammenslutningen PRO, som efter mange års udstillingsaktivitet på Charlottenborg, i 2012 vil have to 50-års jubilæumsudstillinger – henholdsvis på Kulturcenter Gammelgaard i Herlev om foråret samt i Rundetaarn i centrum af København om efteråret. Desuden er Gunnar Bay et aktivt medlem af initiativgruppen til fremskaffelse af et permanent udstillingshus for kunstnersammenslutninger. I 1980’erne var Gunnar Bay formand for KIKU (Komiteen for Internationale Kunstudstillinger Kulturministeriet) og det afstedkom en række interessante danske udstillinger i Brasilien samt brasilianske udstillinger i Danmark.
På gensyn den 2. september til festlig fernisering, hvor der naturligvis serveres lidt kræs til ganen,
Katrine, Søren og Gunnar
Det er os en stor glæde igen at kunne invitere til fernisering med billedkunstneren KASPER KØIE
fredag den 6. maj klokken 16 - 18
i Green Galerie hvor kunstneren vil være til stede.

Født 1954, opvokset i Gudhjem og på Christiansø. Glyptotekets tegneskole 1981-1982 og Skolen for billedkunst 1991-1992.
Som moderne naturalist har Kasper Køie en fantastisk sans for farver og lys; maler og undersøger ofte det samme motiv akkurat som sit forbillede Oluf Høst.
Sideløbende med sin tilværelse som billedkunstner, har Kasper Køie i næsten 20 år undervist i alle grundprincipper inden for tegning og maleri ud fra filosofien om, at man er nød til at kende grundprincipperne, for at kunne udvikle sig, og dermed nyde at tegne og male.

Kasper Køie bl.a. udstillet hos Novo Nordisk, Københavns Politi, Københavns Universitet, Haslev Bibliotek, Rhone Poulence Rorer i Helsingborg, Lise Dandernel i Tikøb, Rønne Sygehus og Kampeløkken i Allinge, Green Galerie, Sorgenfri.
 
Seneste udstillinger:
April 2011, akrylmalerier, Lone Sjølund


Lone er udpræget kolorist og finder inspiration og motiver i den nære natur: Åmosen, Warszawas parker, Amalfikysten, Provence og udsigten ud af vinduet.
Hun har arbejdet med kunst gennem hele livet, og har gennem årene udviklet sin særegne stil hvor lyset er et afgørende element i billederne. Du kan se et udpluk af billederne på Lones egen hjemmeside.
Vi byder på et glas og lidt knas på dagen, men ellers er det muligt at se billederne i butikkens åbningstid frem til den 30. april.
Marts 2011, sensommer på Kreta af Palle Kjærulff-Schmidt
Fra fredag den 4. marts til onsdag den 23. udstiller vi de smukke og unikke fotos fra teater-, og filminstruktør, forfatter og forlægger Palle Kjærulff-Schmidts nye bog "Sensommer på Kreta"

Fra bibliotekernes lektør udtalelse:
" .. Den smukke bog fortæller i tekst og fotos mange fine historier om den græske ø .. Den giver inspiration til at gå nye veje på en ø, som mange dansker er tiltrukket af .. Forfatteren fører os kyndigt rundt i myter, historier og den minoiske kultur. De næsten 100 farvefotos er i sig selv en enestående sanselig fortælling om kærligheden til øen .. På alle måder en lystlæsning og lystvandring. Med nærvær og opmærksomhed føres vi kyndigt gennem Kreta på kryds og tværs. En inspirerende rejsebog, som må være et must for Kreta-elskere .."
Palle Kjærulff-Schmidt, Sensommer på Kreta, TINOK 2011, kr. 300,-
Februar 2011, en musisk udstilling af billedkunster Thomas Leo-Hansen
Ordet musisk henviser til billederne der har mere end en del med musikinstrumenter at gøre. Især guitarer er i fokus. Guitarer i alle former, i mange situationer og i et utal af størrelser.
Billederne emmer af optimisme, friske farver og humor, og brugen af ægte guldstøv og guldmaling giver en unik oplevelse i samspil med den givne lyskilde; billederne forandrer tydeligt karakter, alt efter hvor betragteren står.
Januar 2011, en lyrisk udstilling af billedkunstner Søren Sørensen
Til denne udstilling var udvalgt en række nyere landskabsoliemalerier og grafiske blade med motiver fra Alsace, Mallorca, Norge og Island. I tråd med ånden og stedet er der udvalgt tilhørerende digte til hvert enkelt værk.

Maleren Søren Sørensen er først og fremmest digter - i disse år: i andre perioder siden debuten på Fynske Talenter 1959 har maleriet været dominerende. Påfaldende er det på den anden side at enten han digter eller han maler, så flyder inspirationen fra de samme kilder (som man siger): iagttagelser af landskaber og levende væsner.
Han ser bjerge og sletter som ansigter og kroppe, maler portrætter og figurer som landskaber, for som maler er han kolorist. Det er han for resten også som digter og prosaforfatter. Ikke engang den litterære lærdom som kritikere hefter sig ved i hans bøger, savnes i hans malerier.
Drivkraften er i begge kunstarter nysgerrighed/videbegær. Det er også derfor han i sine billeder er udadvendt, optaget af mennesker og miljø, ikke som så mange i hans generation af sit eget indre; der er ikke noget konceptuelt ved Søren, og det abstrakte interesserer ham ikke. Han gør ikke som så mange andre: tænker først og visualiserer derpå, han ser først og gengiver siden, et øjemenneske er han, og det enten han maler eller digter. |