Tilmeld nyhedsbrev




Bog nyhedsbrev
Vin nyhedsbrev
 
Ugens bog

Politi
Jo Nesbø

Læs mere

 
Mød os på Facebook

  

 

Gode bøger der er værd at læse

Del på Facebook

Lev om natten    Lev om natten
af Dennis Lehane

Endnu et brag af fortælleglæde, spændingen tændes fra første færd. Relationerne knyttes mellem læser og forfatter i ét nu. Og så kører vi derudaf; 120% over alle fart- og spændingsgrænser. Det fortsætter ca. 451 sider frem.
Hæsblæsende, astmatisk og med røde deltagende og følsomme ører læser vi, mens handlingen lægges foran os i et sandt flor af kærlighed, gangsterfinesser, dø om så det gælder og alderdom som erfaringens grundlag.
Vi er i New York, på Cuba og lidt rundt med tog eller bil. Der skydes fra hoften og til højre og venstre, mens der bombes fra luften og sænkes skibe. Et af de tidlige år er 1917.
Hovedkarakteren Joe, som egentlig hedder Joseph, men det må kun hans politimesterfar Thomas bruge – alle vi andre kalder ham Joe – bærer med værdighed og humor handlingen igennem hele bogen. Den begynder med ham og hans to brødre og slutter med samme og hans elskede Graciela.
Når man går meget ondt igennem, synes det rimeligt, at ende med en smule roser – eller med lidt på kistebunden - eller med det mærkelige, udefinerbare: lykkelig. Og jeg ønsker det bedste for Joe, krydser fingre og meget mere. Han skal overleve.

Undervejs, og vejen er lang for vi møder Joe som ung dreng. Han var tretten, da røvede og afbrændte sin første aviskiosk. Det gjorde han med sine brødre og en ven Dion – kaldet D. Ham kommer vi til at høre mere om, mens han bliver federe og federe og mere og mere ondskabsfuld. – Og måske stikker han Joe til modparten.
Men Joe skal overleve.

Joe’s far er egentlig flink. Det røbes her. Tænksom er han også. Nogle ville ligefrem kalde ham klog. Det viser sig pø om pø og flere steder. Og så han et ur, som på et tidspunkt går meget for langsomt. Uret fortæller sin og de andres historie.
Som ung forelsker Joe sig i Emma Gloud. Og det er alvorligt fra hans side. Mere end alvorligt. Vi nærmer os diagnosen: sygdom.
Desværre har den yndige Emma også en anden kæreste – Albert – har er desværre gangsterleder for modparten. Der sker en masse forviklinger; den ene snyder den anden – men Joe, han står det igennem og får efterhånden skær af leder i gangsterverdenen. Han gør det godt.
Og Joe skal simpelthen overleve.

Tiden går og Joe får skovlen under romproduktionen fra Cuba, og transporten til vands, til lands og i luften. Han tjener milliarder til sine bagmænd. Han gør det så godt, at hovedbagmanden bør være henrykt. Men det er han efter sigende ikke. Og slet ikke da de to mødes med hver 50 mand med tungt våbenarsenal bag sig – det er små hundrede sider før bogen slutter.
Men Joe – han skal og må simpelthen overleve.

Joe’s kone/livsledsager er gravid og skal føde om fire måneder. De glæder sig, ser frem til dagen. Men inden da er der lige et møde mellem to af hovedmændene, der skal klares. Dion, ven og ham der kaldes D, har det dårligt, han fornemmer noget. Han er uvis, han er tvivlende, han forstår ikke de meldinger han får. Joe insisterer på mødet, alligevel.
Joe selv er også i vildrede, ved ikke rigtig. Men Joe skal og må overleve.

Der lyder et brag, og det meste af en havn overskylles. Joe bliver ramt af kugle fra en 0.45 i hovedet og lige efter får han en kugle i armen.
Telefonen ringer, og Dion tager den. Det er Joe’s mørke hjertenskære, gravide skønhed, Graciela. Hun siger til Dion: Sig til Joe, at hans søn sparker helt vildt. - I det samme lyder et brag; vandmasserne og naturen kræver sit, og broen lige foran vinduerne, hvor Dion står og kigger ud - falder sammen i tre tempi. Næsten som et tegn på Barndom - Ungdom - Manddom (med erfaringens klare lys).
Alligevel ser det ikke lyst ud. Joe kan ikke rigtig gå selv. Han må hvile sig, han må ikke ligge ned. Med blod sivende fra munden lægger han sig, hvor han falder.
Joe ryster over hele kroppen, men han skal, han bør overleve.

Forfatteren Dennis Lehane har skrevet flere romaner. Shutter Island og Mystic River. Folk har valgt at filmatisere dem.
Men denne - Live by night - eller på dansk: Lev om natten - gav ham prisen: Edgar Award 2013, som årets bedste roman. Prisen gives af det litterære råd: Writers of America. Hatten af. 
KLIM 2013
kr. 299,95
 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
   Mrs. Corbetts sidste ønske
af Colin Harrison

Her har vi en bog fuld af humor, underholdning og en solid handling. Handlingen bevæger sig rundt i New York på den gode måde. Vi kommer også uden for byen og møder nogle sære snegle der. Sproget flyder let og handlingen bevæger sig frem i et pænt tempo.
Scenen er sat med et møde med 81-årige Mrs. Corbett og hovedpersonen Young. Ved dette møde bliver det klart for Young, at han nu har en opgave. Han skal finde ud af hvorfor Mrs. Corbetts søn Roger Corbett blev dræbt, og hvad denne tænkte på lige før drabet.
Det kunne lyde som en almindelig detektivopgave, men den er ikke just skruet sådan sammen.
Mr. Corbett, død for tyve år siden, grundlagde, for tres år siden, et effektivt forsikringsfirma. Et firma, der på grund af indtjeningslyst og effektivitet har brug for en hulens masse gode advokater.
Som ung jurist bliver Young ansat, headhunted til firmaet. Der opstår en tilkæmpet fred mellem de to. Indtil han dør – den gamle.
Sønnen Roger bliver skilt fra et skarn af et skørt, der udmalker alle de penge, de har – hus, bil med mere og bruger dem på endnu større bryster, vellevned og en garderobe på størrelse med hedengangne Nørregade-Daells Varehus’ sortiment.
Inden Roger bliver kørt ned af en skraldevogn – og det er optaget på film fra et overvågningscamera – taler han i telefon; måske med nøglen til mysteriets løsning.
Young bliver i sin jagt på information budt mange ting og mennesker. Et af disse er handskedamen. Det viser sig, at hun har haft et personligt forhold til Roger. Det kan tænkes, at det kun var fordi de bor i samme opgang, og endda lige over hinanden. Eller ligger der mere i det. Young bliver gammelsulten af at tænke på det.
I baren, hvor Roger lige har været, huserer bartender Mort. Bare hans navn trækker tankerne hen på det morbide. Men Mort bringer historien videre.
Indimellem får vi at vide, at Mrs. Corbett er døende, hvilket sætter mere fart i Young. Han kommer godt rundt i gaderne, men opdager at hans vej ledes tilbage til Eliska, det russiske navn på handskedamen, som har lange fingre. Inde i sit inderste skab har hun kasser stående med tung julepynt. Det viser sig ikke at være bly, men rhodium, som har en værdi på mere end 100 gange bly.
Desværre er der nogle i Rusland, der har fået færden af hvem, der har fået varerne leveret. Og det er ikke godt for Eliska. Men det er fatalt for Young, for han er i kontakt, faktisk på besøg hos russerinden, netop da lejligheden stormes. Youngs datter er på lejrskole op i bjergene en tid endnu.
Heavy action. Og uden for mange dødsfald, skal den faderløse Young møde op på hospitalet hos Mrs. Corbett. Hun venter et svar, og hun er terminal.
Måske har Young svaret med – eller blæser det i vinden.
Ca. 200 sider spændende og meningsfuld læsning.

Heldigvis har han skrevet flere romaner. Hele seks er oversat til dansk. Hans næstsidste her i landet – Kinesisk kabale – handler om en kvindelig mellemleder, der hurtigt stjæler oplysninger i sit rengøringsfirma og sælger dem til ... kinesiske svindlere.
Forfatteren har sit ståsted i New York, og hans romaner tager udgangspunkt samme sted, og han kender virkelig byen, lige så godt og intenst som Knud Rasmussen kendte Grønland.

Med venlig hilsen
Thomas Leo. 
People's Press 2010
kr. 199,95
 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
Kaiken   Kaiken
af Jean-Christophe Grangé

Denne fremragende, festlige og fortællende forfatter har gjort det igen. Han har skabt underholdning på højt plan. Man flyver højt, hvor man ellers ville have det bedst ved jorden at blive.
Det er hans niende bog både på fransk og på dansk. Men hvis han undgår faldende tagsten som følge af stærk blæst med orkanstyrke på 54 m/s, så ligger der forhåbentlig endnu en ny på boghandlerens disk allerede til næste år. Til jul, måske. Jeg håber det. En ny thriller fra Frankrigs mest markante, mørke og mærkværdige mesterfortæller.
Persongalleriet er heldigvis både nyt, mangfoldigt og tro ved det gamle. Olivier Passan, kaldet ved efternavn og følgesvenden Philippe Delluc, som bogen igennem kaldes Fifi, kendes fra mange af de tidligere bøger.
Handlingen er i gang fra første færd til sidste side. Der er ikke tid til ret meget andet end at læse og læse.
Det gør man med fornøjelse for dialogerne er mundrette og direkte muntre, og det er dem der bærer actiondelen hjem, og i den grad helt til hus.
Man læner sig fornøjet tilbage i potente puder og kløjes i kaffen over, at udådsmanden både er morder og barnefostermorder. At han så også sætter ild til både mor og datter, styrker ikke just normalitetskriteriet. Få sider inde erfarer man, at han ikke blot har gjort det én gang, heller ikke to gange, ... men hele tre gange, så er stilen ligesom lagt fra forfatterens plads i pennepalladset.
Måske er den formastelige Guillard også morderen. Det kunne man tro de næste 200 sider, men er det nu så sikkert alligevel. Interessant er det, at høre om hans livs skæbne, idet han er opdraget som forældreløs på diverse institutioner i arrondissement 9,3 uden væsentlig eller ingen kontakt til sine forældre. Bydelen 9,3 Seine-Saint-Denis er en sydligliggende forstad til Paris med mange sociale problemer. Beboerne taler ikke meget med politiet.
Interessant er det fordi Passan er vokset op præcis i samme millieu, næsten på samme tid og med samme manglende forældreomsorg.
At Passan så skal skilles fra sin pragtfulde, meget smukke, dybt interessante og japanske hustru er mere end et ekstra krydderi. Dette krydderi opnår sand chillistyrke, når vi konfronteres med parrets to drenge i præteenagesalderen.
Handlingen fortsætter hæsblæsende. En kvinde bliver skåret over på midten af et japansk, damasceret sværd. Bare ét hug. Og det sker lige for øjnene af en hovedperson, som slipper væk - næsten. Morderen findes ikke, trods massivt politiopbud. Gæt selv, hvor personen gemmer sig.
Passan kan ikke rigtig trænge ind i sagens kerne. Han gør, hvad han kan og får nogle tæv engang imellem, men værst er det dog, når han bliver kaldt ind til chefen Calvini, som på underfundig og nedgørende måde lader Passan stå skoleret og finde sig i at få læst og påskrevet. Enden på tragedien bliver, at kommissæren bliver frataget sagen. Men det får alligevel ikke nogen nævneværdig betydning for politiarbejdet. Passan er ikke sådan at kyse.
Hvad der sker med børnene skal ikke nævnes med ét ord.
Her skifter bogen fortællekarakter. Vi går fra dur til mol.

Det bliver lidt trist, og hvor er det synd for Passan.
Han tvinges til en tolvtimers flyvetur til en meget fremmed destination. Inden da har han fået brændt alt håret af og næsten halvdelen af huden i det meste af hovedet.
Hans tanker i flyet virker som halsløs gerning. Alligevel sidder han og tænker frem og tilbage.
På sin vinduesplads med lyset ind fra siden falder Passan i søvn og vågner først ved smældet fra landingshjulene. Han føler sig udhvilet, mens han checker, at han har medbragt hustruens kaiken. Han kigger i bukselommerne, i håndbagagen, klapper sig på jakkelommernes buler; åh, hvad er nu; aha jo, her er den i venstre inderlomme. Lige ud for hjertet.

Denne bog rummer ufattelig megen underholdning, den er givende, den er informerende og meget menneskelig. Spænding, der går ind under huden på læseren lige til side 465, og så lærer vi noget om japanske kvinders sjæl og univers.
Venlig hilsen
Thomas Leo Hansen 
Rosinante 2013
kr. 299,95
 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
   Forbindelser
af Courtney Sullivan

Endnu en underholdende mursten af en bog. Den er skrevet med en fortællerlyst af særlig karakter. Forfatteren evner at skrive, så vi i omgivelser og i sproget er vel tilpas igennem flere generation spredt ud over ca. syv årtier. Vi får indledningsvis historien om et stort diamanthandelshus, De Beers, der i begyndelsen af 1900-tallet ikke sælger tilstrækkeligt, og på banen kommer også tidens store reklamebureau N W Ayer (and Son). Omkring denne relation opstår hele historien. Kickstartet af hovedpersonen Mary Frances Gerety. Godt et halvt år efter sin ansættelse i Ayer får hun i 1947 opgaven at opfinde et slogan, der endeligt slår diamanten fast som eviggyldig. Efter svare vanskeligheder og mange timers forsøg, ender hun med A Diamond Is Forever.
Det viser sig at være stærkt nok som branding til at dække tæt på tres år – ud i fremtiden.
Den fremtid får vi så serveret gennem flere familier og nogle af disse er endog i familie med hinanden. Store, mangekaratede diamantkvinderinge nævnes, bliver væk, stjålet eller fundet på bagsædet i en taxa. Men som side 359 fortæller: Diamonds are a girl’s best friend. Som Marilyn Monroe sang og mente i filmen 'Gentlemen fortrækker blondiner'.

For at bringe en rød snor ind i fortællingen kan anbefales, at notere sig kapitlernes årstal. Det er i virkeligheden tre gode selvstændige fortællinger, som finurligt har et skær sammenhæng og ikke kun familiemæssigt:
Frances åbner ballet med præsentationen af reklamefirmaet og manifesterer sig som singlekvinde omkring 1947 (p. 13) Og årene går.
Ind på scenen træder den yndefulde lærerinde Evelyn, der er elsket af alle sine elever uden undtagelse, sin mand – men bare ikke helt af sønnen Teddy; lige omkring 1972 (p. 29).
Og så et mindre tidshop. 1987. Shiela har med manden James fået i hvert fald en søn, som senere i en helt anden historie og sammenhæng kun kalder sig nogle initialer og spiller mesterligt på violin; en Stradivarius, intet mindre. (p. 45).
Den historie begynder i først i 2003 sammen med Delphine, der bruger mere end 20 år i Paris – for New York er bare vand i forhold til Paris. Delphine falder over Henri og kærester bliver de også. Henri spiller ligeledes på violin og ganske godt, siges det. Det er ham, der ejer Stradivariussen. Hvis ikke lige det er Det jødiske Syndikat, som rejser rundt for at opspore de store mestres violiner, dér hvor de faktisk tilhører jødiske familier, som var uheldige at miste dem under Hitlers tvangsdrøm om at oprette en form for ensemble, hvor der kun skulle spilles på de fineste, eleganteste gamle og antikke violiner. (p. 141)
Et par måneder efter at Sheila og James’ søn, der nu kalder sig PJ, og har nået at blive en anerkendt flatteret og international koncertviolinist, er kommet på besøg hos Delphine og Henri for at låne Strad’en, ja, så rejser Delphine til USA. Hun er væk mindst et år, og Henri er mildestalt ked og paf. (p. 218).
Sådan fortsætter historierne, mens de mingeler sig ind og nogen gange ud af hinanden.
Der er yderligere næsten 35 farverige personligheder, der kommer ind og ud af billedet. Teddy og hans tidligere meget smukke og omsorgsfulde kone ved vi ikke noget om. Hvad sker der mon der?
De her ovennævnte har karakter af hovedpersoner og er handlingsbærende.
Vi hører meget om diamanter i forskellige sammenhænge og kontekster. Men ingen tvivl: Diamonds are a girl’s best friend; og det synes både kvinder og mænd, åbenbart.
Forfatteren Julie Courtney Sullivan, 1982, har skrevet tre romaner. De to første Comencement og Maine er ikke oversat til dansk. Sidstnævnte handler om tre kvinder i samme familie, men i hver sin generation.
Forbindelser er hendes første, men nok ikke sidste på dansk. 
KLIM 2013
kr. 299,95
 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
   Achilleus´ sang
af Madeleine Miller

Forræderi, episk kærlighed, krig, heltemod og profetier - i "Achilleus' sang" bringer forfatteren Madeline Miller alle de elementer jeg elsker ved Iliaden sammen i herlig letlæselig prosa. I denne nye twist på den trojanske krig historie, er Patroklos og Achilleus indbegrebet af et umage par - en dødelig som er udstødt i skamfuld eksil og en halvgud som æres af alle - men hvad ville en roman i oldtidens Grækenland være uden stjerne-krydset kærlighed? Achilleus' sang gennemsyrer essensen af Homer med moderne storytelling i en kombination, der er aldeles absorberende og fornøjelig.

Madeleine Miller er amerikansk forfatter som sideløbende underviser i græsk, latin og Shakespeare. Achilleus' sang er hendes debutroman, og den vandt den prestigefyldte Orange Prize 2012.

Anmeldt af Katrine 
Turbulenz 2013
Kr. 299,95
 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
I´m Your Man   I’m your man (En biografi om Leonard Cohen)
af Sylvie Simmons

Anmeldelse indsendt af Thomas Leo Hansen

Mange timers fornøjelig læsning. Der er sket utrolig meget i Cohen’s liv, og man føler at forfatteren har fået fat i langt det meste. Som læser kommer med, som en flue på væggen, gennem firs års musikliv, både i USA og sandelig også i Europa. Nok handler disse 560 sider om sangeren, digteren, forfatteren, komponisten, musikeren og mennesket Leonard Cohen, men især mennesket. Gennem Simmons’ ord får vi alle et tæt og næsten komplet billede af personen bag Suzanne, Sisters of mercy og Hallelujah. At komme så tæt kan næsten virke både lammende og stærkt betagende.
Bogen er velskrevet, emmer af infofakta og i et velfungerende sprog bringes vi gennem sangenes tilbliven, menneskene omkring dem – og tankerne der fødte stemningerne, der gav sangene liv og den ærlighed, de fleste let finder hos Cohen og i hans værker.
Hvordan Cohen mødte den meget besungne Suzanne (Verdal, Vaillancourt) i Le Bistro en iskold aften (p. 124) læser man ihærdigt og erfarer senere at en anden Suzanne (Elrod) træder ind i digterens liv. Hun bliver mor til deres to børn Adam og pigen Lorca. I hele taget flokkes kvinderne omkring Leonard; så intenst som fugle omkring fyret. Cohen holder sig helle ikke tilbage. Som spændte læsere hører vi om forskellige op- og nedture, om hvordan de forskellige albums sælger og om hvor højt på hitlisten de havner. Cohen havde det svært i USA de første tyve år, men i Europa gik forbavsende godt allerede fra begyndelsen med Songs of Leonard Cohen og Songs from a Room. Sidstnævnte er den plade, der har et s/h foto på bagsiden af Marianne (Ihlen og nordmand) Hun sidder dér foran Cohen’s jernskrivemaskine i et bart rum kun med et kleint, hvidt håndklæde om sig; smiler lidt til kameraet, og derved også til alle os, der så fotoet for første gang i 1969 – og ikke har glemt det siden.
Der er sikkert ikke mange, der har læst denne bog hele to gange og på to sprog. Har man det, bemærker man hvor stor forskel, der er på den danske udgave og den engelske (Jonathan Cape forlag 2012). Der er milevidt mellem de to.
Her i Danmark kan vi fryde os over de berigende fotos, som er forskellige fra og flere end i den engelske. Desuden er billedteksterne mere fyldestgørende og nøjagtige. I den danske udgave er næsten alle billederne i klare farver, hvor de i den engelsksprogede er alt for mørke, uskarpe, i sorthvid og tillige trykt på ukrideret, grumset og tyndt papir.
Fortsætter man sammenligningen opdages også, at typografien og bogopsætningen er langt mere elegant og letlæselig i den danske udgave. Sidst men ikke mindst så er det danske register og index langt mere udførligt og klart.
Bogen er meget fint oversat af forfatteren, foredragsholderen og polemikeren Jakob Levinsen. Det har han gjort så godt at sproget ubesværet glider og smyger sig om handlingen.
Forfatteren Sylvie Simmons er musikjournalist, bor i San Francisco; hun har vundet flere priser for bøger og rockartikler. Udover denne cohenpublikation har hun skrevet bøger om Neil Young og Serge Gainsbourg.
En pragtfuld og særdeles underholdende, ærlig bog. 
Gyldendal 2013
Kr. 349,95
 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
   Jacarandatræets børn
af Shaha Delijani

Anmeldelse indselndt af Thomas Leo-Hansen

En god bog at læse med et flydende sprog og en dialog, der er hurtig og præcis. Et værk der sætter fokus på tre generationer af iranere. Første generation er den altfavnende og fortællende bedstemor. Jacarandatræets skygge er hendes fortælleramme og arnestedet for hendes historie, som også - hen ad vejen bliver bogens beretning og mission.
Og missionen er så sandelig at fortælle om revolutionen i Iran, præstestyret og tiden helt op til nutiden. Ikke at forglemme hvordan og hvor grimt og ondt de to fjendtlige grupper behandler hinanden.
Historien begynder med en dramatisk bilkørsel, hvor den højgravide Azar bliver kastet rundt i bagenden af en lukket transporter. Bilen, barn og hun er på vej til et hospital og bilen forcerer stok og sten mens Azars krop tager i mod diverse knubs. Man mærker det helt ud I fingrene. Ved ankomsten forsinkes hun bevidst, og fødslen nærmer sig med hastige syvmileskridt.
Under grumme forhold fødes pigebarnet Neda. Hun bliver en star og omdrejningspunktet i det gruelige fængsel, hendes mor er indespærret i. Evin-fængslet, Teheran. Årstallet er 1983.
Lige inden kapitlet rinder ud – side 45 introduceres en kvinde Parisa. Hun dukker op igen i næste afsnit: Teheran; Den islamiske republik Iran; årstallet er nu 1987.
I dette afsnit møder man drengebarnet Omid, som i det samme bliver forladt af sine forældre midt i yoghurten, fordi disse bliver fjernet af politifolk.
Og der sidder stakkels lille Omid indtil han bliver fundet af Leila.
Man fornemmer nu tydeligt, at historierne skal fortælles mellem disse børneskæbener.
Endnu ved man ikke, om der kommer flere til.
I en anden arrest men også I Evin-fængslet, Teheran, årstallet er ca. 1983, sidder Amir med bind for øjnene. Han er blandt meget andet blevet pint og plaget I fireogfyrretyve dage. Noget senere og efter mange piske- og stokkeslag får han besøg af sin gravide kærste Maryam. Mens vagterne jager hende væk råber hun til den svækkede Amir: Hvis det bliver en pige, skal vi så kalde hende Sheida?
Barnet Sheida møder vi igen. Fremme i 2009. Just hjemkommet fra Italien. Hun forsker i sin families historie og gernnem hende begynder trådene at samles. De gamle er døde. Nogen hængt, andre hældt I massegrave. Sheida finder graverende oplysninger på nettet.
Når forældrene falder fra må bedsteforældregenerationen tage over, hvilket sker. Andre gange overtager mostre og fastre opdragelsen. Det har ikke været rart. Det giver ulægelige ar i sjælen.
De førnævnte børn vokser op, mødes lidt på kryds og tværs, skilles igen. De stifter familier og endnu en generation er ved at være klar. Uden at røbe for meget præsenteres vi for pigen Neda og drengen Reza i Torino i Italien; årstallet er 2011.
På side 281 nederst stønner Neda: … for hemmeligheder stjæler barndommen fra én.
Og det kan der i særdeleshed være noget om. Heldigvis synes bogen ikke at ende I endeløs elendighed.
For mig er Azar stadig hovedpersonen; måske fordi barnet Neda kunne minde om forfatteren selv.
Forfatteren Sahar Delijani har dediceret bogen til sin forældre.

Fakta:
Jacarandatræet er et andet ord for palisander. Man har tidligere også brugt betegnelsen for den finere og ædlere riopalisander. En træsort der bruges meget inden for musikinstrumentbygning.

Romanen er fortræffeligt oversat fra engelsk af Poul Henrik Westh. 
Turbine 2013
kr. 299,95
 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
   Under den mørke himmel
af Majok Tulba

En bog der giver viden fra sig og skaber en indre uro. Den fængsler. Kan det virkelig være rigtigt, at nogen skal have det så dårligt og gå så eventyrligt meget ondt igennem. Svaret blæser ikke i vinden. Svaret ligger lige for. Et dundrende nej. Alligevel følger vi side efter side den militære ondskab, der tvinger hovedpersonen Obinna til at foretage sig ting og onde handlinger; handlinger, der ligger langt fra hans intensioner.
Obinna vil gerne være læge. Og det kan man ikke fortænke ham i. Læserne vil nærmest unde ham, at det går så vel. Og læger er der brug for i Sydsudan. Et grotesk slagtehus vil virke som en dametøjsbutik i sammenligning med tilstandene i nævnte afrikanske land.
Vi følger den indledende handling oppe fra et træ ude i noget der ligner en jungle. Oppe i træet sidder den lidt kleine og eftertænksomme Obinna. Han hænger godt skjult af bladhæng på en gren, hvorfra han kan følge med i hvordan oprørssoldaterne brutalt myrder flere af hans venner og endnu flere fra den ældre generation. Oprørshæren er ude efter at rekruttere flere børnesoldater. At rekruttere rekrutter til kanonføde eller til den ’muntre’ leg at opdage skjulte landminer, så alle de unge og nye 8-9-årige drenge bliver efter endnu flere brutale ydmygelser sendt up front, når hæren er på træk til fremmede og ukendte steder. Der er garanti for at hvert sultent og skrækslagent barn kun finder én landmine hver.
Obinna vil så gerne være læge.
Kaptainen er råheden selv. Den personificerede ondskab. Alle kæmper egne kampe. Og især kampen for at overleve.
Undervejs som handlingen skrider frem ved hjælp af AK-47’ere, blod, sved, brækkede lemmer og død, nærmer Obinna sig noget der for ham kunne kaldes dagligdag. En absurd dagsrytme ligedelt mellem frygt og angst. Dog finder han sammen med en ældre fyr, der lyder navnet Præst. De taler sammen og igennem disse samtaler bliver noget af det absurde vendt. Mest af alt finder de to ud af, at det hele er noget trist skidt.
Men Præst kan spille på guitar og har et lig af ... en guitar liggende i sin hytte. Obinna får det lært, og kommer hjem til Kaptainen for at spille der. Det gør han også, når kun Kaptainens kone er hjemme ...
Obinna vil så inderligt gerne være læge.
Obinna har også en storebror, Akot, og de ses af og til trods deres forbud om det modsatte. De to drenge er meget forskellige, og symboliserer de to grundmåder krigen kan betragtes på.
Al den elendighed, sorg og grusomhed afløses kun af uretfærdighed og perverteret egoisme. Mennesket fornedres.
Dog er der et lyspunkt for enden af denne kilometerlange tunnel.
Forfatteren Tulba har ladet sig inspirere af forfatteren Nancy Oloro Robarts novelle ’Witness’.
Og Obinna ville så gerne være ...

Med venlig hilsen

Thomas Leo-Hansen 
Turbulenz 2013
kr. 299,95
 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
   Alkymisten
af Paulo Coelho

En lille bog med store salgstal og store bogtyper på papir i lille format.
Modsætningernes bog. Godt sprog, men snørklet handling; eller nærmere: bevidst sløret handling. Eller handling og handling det er så meget sagt. Det er mere en beskrivelse af en rejse. Og dog hverken rejsebog eller handlingsmættet thriller. Måske er det mere i retning af en dannelsesrejsebeskrivelse. Det kunne ret beset jo også være et ønske om at skrive en actionbog om en fårehyrde og hans ca. 40 får på en nærende højlandsslette i Andalusien under den bagende sol – eller måske de store træers vældige kroners vederkvægende skygge.
Måske er alt ovennævnt rigtigt. Og måske er det netop det, der trækker de store salgstal. På den ene side; - eller på den anden – ovennævnte kunne være den ene side. På den anden side - kunne så være begge dele – begge sider. Altså den anden side kunne så være begge sider på én gang. Og hvorfor egentlig ikke. Hvorfor skal det altid være dualismen, der går sin sejrsgang. Hvorfor kan det hele – altet – ikke bare for én gangs skyld være saliggørende.
Enhver er salig i sin egen tro. Tro på dig selv. Eller. Tro ikke du er noget. Jo, for: troen flytter bjerge.
Hvad skal en stakkels læser vælge. Jamen, hvorfor skal man overhovedet vælge, og hvad skal man vælge imellem. Skal det være alternativer (altså to ting) eller skal det være skålen fuld?
Kan man ikke bare vælge, at undlade valget. Nej, for så har man valgt alligevel. Nej, nej, - har man undladt at vælge, har man ikke valgt. Eller, man har i hvert fald ikke valgt at vælge.
Derfor er det godt at have to glatte runde sten af hver sin farve i lommen. Nogen gange kan man ikke finde dem, eller Santiago, vor andalusiske fårehyrde, har dem ikke altid lige ved hånden. I øvrigt fik han dem af ham, vi alle kender, eller er det bare nogen af os, ham Den gamle Konge fra Salem.
Han er den der puster lidt til ilden, og vi flytter os med ønsket om at finde en skat under Egyptens pyramider. Santiago havde ellers lige mødt den sødeste pige, datter af en fåreskindsopkøber, hun havde en teint som sødmælk, et smil med musik i og mørke, bløde mandelformede øjne. Men hvad gør man ikke for en skat i Egypten. Og nu har Santiago penge på lommen – eller har han det endnu, er de ikke lige blevet taget fra ham af en gemen kameldriver?
Igennem lange rejser, støvskyer og fjendtlige ørkenstammer skal man, hvis der skal findes en skjult skat, især når man nu har drømt den samme drøm – to gange – den om skattens fortræffeligheder. På den anden side, hvis jeg nu bare lige kunne finde mine to glatte sten, så ville læserne vide hvilken retning pendulet ville svinge – eller hvad vej vinden blæste, for her blæser det så sandet synger syndige serenader; eller er det våbenglam og krudtslam eller er det duften fra den hemmelige oase, duften af dadler og store oliven. Op af tasken med hul i bunden trækker Santiago stenen, der fortæller om den smukke pige, der bor i oasen, og som allerede elsker Santiago og vil vente på ham til evig tid. Venter vel endnu, for Santiago vender ikke tilbage til hverken hende eller oasen. Eller gør han. Finder han skatten. Ikke endnu. Han skal lige møde alkymisten; ham om hvilken man siger, at han kan omskabe alle metaller til guld. På den anden side; hvem tror egentlig på denne gamle middelalderskrøne.
Eller er hans guld i virkeligheden at finde troen på sig selv – eller at man finder ud af at følge sine ønsker eller ønskedrømme. En ønskedrøm må være det ypperligste. At finde sin ønskedrøm – og følge den – må være det alleryppigste; og er det ikke guld værd? Og hvad findes der for enden af regnbuen? Og guld er ikke alt, der glitrer. Bare vent til i morgen tidlig: morgenstund har guld i mund.

En vovet påstand:
Du er din egen alkymist, hvis du i ydmyghed og med kærlig og menneskelig hensyntagen til andre følger din inderste ønskedrøm og mærker dit hjerte.

Med venlig hilsen
Thomas Leo-Hansen 
BAZAR 2006
kr.129,95
 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
   Vinderen står alene
af Paulo Coelho

Forfatteren har noget på hjerte. Og han har et stort hjerte. Han har noget stort og vægtigt på hjerte, og det vil han gerne dele med os andre. Forfængelighed, magt, havesyge, selviscenesættelse, ufrivillig besættelse og forskertset kærlighed.
Jagten på kærligheden er et omdrejningspunkt. Det gælder den usmagelige kærlighed til sig selv; og kærlighed til dæmoner; og kærligheden til en god sag, en ærlig sag, og i denne bog er det ikke kun det gode, der er i fremdrift.
Bogen er godt skrevet, sproget er intenst. Kaninen (Coelho på portugisisk betyder kanin) vil noget med det han fortæller. Han vil, at læserne tænker sig om. Tænker sig godt om. Skaber sig en dagsorden, der er i sammenhæng med det store fællesskab, og med meningen med livet.
Måske er det derfor, at han indleder bogen med:
Lukas 12, 22 og frem:
Til sine disciple sagde han: Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for livet, hvordan I får noget at spise, eller for hvordan I får tøj på kroppen. Livet er jo mere end maden, og legemet er mere end klæderne ...
Og så handler bogen derefter om, hvordan netop legemet bliver en genstand for klæderne. Man fristes til at tænke som drengen i eventyret ’Kejserens nye klæder’: De har jo ikke noget på.
Her har de noget på, men de har ikke noget at have det i. De har ikke noget at have sig selv i. De er i virkeligheden nøgne og blottet for sjæl, fordi den har de solgt på berømmelsens alter. Blot 25 minutter i spot light, i berømmelsens lys er nok, trods alle odds siger, at tiden derefter bliver slem, træls og særlig trælsom. Man bliver som en slave af sine – måske 20-25 minutter.
Hans mantra er som man sagde engang: Så få dig dog et liv. Men det var ment diametralt i forhold til hvad hovedaktørerne i denne fremragende bog tror, føler og sætter højest. Og de tager så meget fejl. Det ved Paulo, og det ved de kloge af os. De spilder deres liv. Frustreret kæmper de forgæves efter et uopnåeligt billede af deres position i en verden, de ikke engang har forstået en anelse af en millimeter af.
Personerne.
Som en begyndelse tager vi Jasmin. Sød fotomodel på flugt fra sit tidligere ærlige liv. Hun ender fint og for hende ender det godt. Læs selv.
Hamid Hussein, modeskaber. Han er i begyndelsen regelret, men det ender ikke som præsten prædiker. Heller ikke for Ewa, som er dobbelt involveret. Dels som tidligere frue til Igor (Han er ikke fyrste men næsten) og dels som livsledsagerske til Hamid.
Nu en pause fra alt det onde. Gabriella, som af og til kalder sig for Lisa går gennem kuglerne og kommer nok safe and sound frem.
Så er der Javits, der sælger film og distribuere samme. Han har kæmpet sig op og svindlet sig til sin position. Og hvad sker der så ...?
Tilbage til Igor. Han er en af de første vi møder. Cool, calm and collected. Med et par mordvåben i Cannes, medbragt i sit private jetfly. Kamptrænet og forelsket; det kan gå begge veje. Om han får sin rette bekomst, skal ikke røbes her.
Der er i dette set-up en person, der er om end ikke regelret så hudflettende ærlig. Det er Jasmins første fotograf og manager.
Læs selv om hendes besættelse.
Bogen er underholdende, skøn at læse, herlig at nyde og vidunderlig at græde over. (salte tårer)
Måske er det derfor at Paulo slutter sin evangelistiske indgang med Lukas 12, 25 og frem:
Læg mærke til, hvordan liljerne gror; de arbejder ikke og spinder ikke, men jeg siger jer, end ikke Salomon i al sin pragt var klædt som dem. 
BAZAR 2012
kr.129,95
 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
Vær nær   Vær nær – Sammenhæng i sammenfundet [sic.]
af Tor Nørretranders

Anmeldelse af Thomas Leo-Hansen

Forlag: Forlaget Tor.dk

Igen et brag af en ’tordenbog’ fra denne forfatters hånd. En eminent bog med mening og et godt budskab.
Han tager fat i lokale, globale og især menneskeskabte sameksistensproblemer. Det gør han så godt, at man føler sig løftet, ja ligefrem opløftet og klogere på verden.
Hvem vil ikke gerne vide noget om den økonomiske krise, om hvad ulighed gør ved os alle sammen – eller om det er egoisme eller altruisme, man skal satse på. Svarene, som ofte blæser dylansk i vinden, bliver her serveret på et sølvfad. Let at forstå, så ligetil; den enkelte er ikke noget uden andre.
Bogen giver svar på mangt og meget, og disse svar er udmøntet i et godt, nemt og letfatteligt sprog. De mange teser er udførligt begrundet og behørigt beskrevet både i selve teksten, men også i noteapparatet bagest i bogen. Allersidst i værket findes hele ti sider med relevante kilder. I apotekerskrift.
Titlen taget i betragtning ’Vær nær’ fortæller os om vigtigheden af at være nærværende. Det synes banalt, men er det så langtfra. Det ved man med sikkerhed længe før sidste side.
Ordet kærlighed har ligeledes stor vægt; gerne med andre ord, (se andet afsnit p. 176) f.eks. kompassion, give knus, tilgivelse, omsorg, tage vare på hverandre, generøsitet, rummelighed, fællesskab, medfølelse og deltagende glæde.
Der er talrige, utrolig mange, interessante vinkler og eksempler. Læs dem alle og nyd det; måske kommer du videre som et bedre menneske. En person, der forstår at give for at gøre andre mennesker glade. Bogens tese er, at du derved også selv bliver glad.
Blandt de mange eksempler kunne botoxdelen og eksemplerne med det glatte ansigt være netop dem, der gjorde at verden ændrede sig, eller at noget ændrede sig i læserens bevidsthed.
En bog, der burde være daglig morgenlæsning – for alle og politikere især.
Bogens udgangspunkt:

BENNYS BUKSER BRÆNDTE.
BØRGE RÅBTE, ÅH!
BØRGE HAVDE NEMLIG
BENNYS BUKSER PÅ.
Tænk engang hvad Bennys bukser har betydet for Børge.
Og hvorfor har Børge Bennys bukser på?
Længe har der været noget, der hed buksevand;
nu er der også noget, der hedder buksebrand – læs bogen og se om du får lettet røven eller har ild bagi.


Læs også:
Det generøse menneske (2002)
Det glæder mig (2007) Især p. 28 ff. og påfuglehistorien i både ovennævnte og i ’Vær nær’.
Vild verden (2010)

Med venlig hilsen
Thomas Leo-Hansen 

kr. 249,95
 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
Manden fra Albanien   Manden fra Albanien
af Magnus Montelius

En medrivende, interessant, foruroligende og spændende roman om forviklinger inden for spionage i det svenske samfund.
Sproget er godt, professionelt anvendt; replikker og dialoger falder mundret.
Og selve plottet er så naturligt, at det virker ok og tilforladeligt og tilmed irriterende spændende og langt hen ad vejen uforudsigeligt.
Vi bevæger os i tidsrammen 1950-1990. Inden for disse er der flash backs og i den anden ende perspektiveringer. I vor naboland dør der ret hurtigt to mennesker. Det virker ikke helt comme il faut. I hvert fald ikke hvis man hedder Tobias Meijtens og er historisk og journalistisk interesseret. Han træder i karakter hele romanen igennem, mere og mere og i stigende grad. Vi hører om hans privatøkonomi, hans problemer med kæresten Hanna og han genvordigheder på jobbet, hvis man overhovedet kan kalde det et job. Men han kommer alvorligt på arbejde og må slide sig igennem natlige hændelser, hvor han næsten er vidne til at visse ’tilfældige’ personer falder ned fra højtliggende steder. Desværre har vedkommende Tobias’ visitkort i lommen.
Allerede her er bogen i sig selv en bladvender. Nu går det stærkt. En knarvorn redaktionschef og en medfølende, kvindelig redaktionsmedarbejder Nathalie kommer på banen. Nathalie og Tobias indleder et samarbejde både officielt, kontormæssigt og uden for regler og regulativer. Efterforskningen er i gang. Hvorfor er den gode Erik(Albaneren?) udnævnt til spion for Rusland til skade for Sverige?
Det vil de to gerne vide, og de kæmper også for det på trods af de hindringer, der i stabelvis møder dem i form af inkompetence og ignorance.
Persongalleriet er godt sat sammen, typerne holder, virker naturlige og sandfærdige og set-up’et er realistisk.
At hovedkarakteren allerede dør på side 11 og slet ikke er fra Albanien, betyder ikke spor, - gør snarere det hele mere sammensat og spændende. Nok er han død, og vi kommer med til hans begravelse til sidst i bogen, men i kraft af spændende efterforskning optræder hovedkarakteren til stadighed og hele tiden bogen igennem – så meget, at man kommer til at ønske sig en hel bog om dette gode menneske og hans virke i Rusland – eller Albanien. Her skal intet røbes.
Der er mange svenske forfattere, der hitter herhjemme med rimelighed. Tænk bare på Jan Guillou og hans mangesidede og mangesidige forfatterskab; nu er Montelius på banen, og efter denne romandebut, håber vi ikke hans hovedfigur drikker sig i hegnet eller tager sit eget liv.
Og mon ikke han finder en ny kæreste og får et liv uden ubetalte regninger og et godt job med masser af anerkendelse.
Bogmæssigt er vi i selskab med Simenons Maigret, Turèlls (anti)helt uden navn, Fred Vagas’ kriminalinspektør Adamsberg, Jo Nesbøs Harry Hole og C Doyle’s Sherlock Holmes. Så vi er i godt kammeratskab, vi ligger i skuffen med de skarpeste knive.
Forlaget ved ikke om der kommer flere i denne serie ..., men mon ikke.
Med venlige hilsener
Thomas Leo-Hansen 
Modtryk 2012
kr. 299,95
 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
  
To brødre
af Ben Elton

Et brag af en bog. En overordentlig læseværdig murstensbasker, som huskes længe efter endt læsning. Den er med sine seks hundrede sider voldsomt underholdende, fængslende og historisk meget korrekt.
Vi befinder os mest i Tyskland, hvor forfatterens far og onkel blev født. Disse to er idégrundlaget til de to bærende hovedpersoner Paulus og Otto.
De fødes tidligt i bogen i året 1920 og romanen slutter i 2003. I det spand af år for vi en forrygende handlingsmættet og hæsblæsende beretning – om to ’brødre’. Men hvilke brødre. De er hinandens modsætninger og for øvrigt slet ikke brødre. Men brødre i ånden er de. Deres forskelighed skaber en del af det troværdige handlingsforløb. Resten går af sig selv, fordi vi følger slavisk Europas brændende historie. Optakten til nazismens ondskab, Hitlers indtog på den Midteuropæiske scene, jødernes forfærdelige skæbne og briternes sejr til sidst.
Men meget ondt sker, og kun den ene bror overlever. Den anden dør på en af de sidste sider.
Ind imellem læser vi med fornøjelse om de to drenges ubøjelige kærlighed til den samme langbenede, smukke og kloge pige. Og hvordan skal det nu gå?
Vi hører meget til drengenes forældre Frieda og Wolfgang. Hun er en usædvanlig venlig og søgt læge. Han er en gæv jazzelskende musiker og bandleder. Begge går meget grumt igennem; og hvor er det uretfærdigt. Det gør næsten ondt at høre om deres skæbner.
Mor Frieda tager en uheldig patient til sig sammen med dennes meget lille datter Silke. Hun er jævnaldrende med de to ’tvillingebrødre’. Kort derefter kommer Dagmar på banen. Også hun er næsten lige så gammel som drengene.
Så har vi de fire hovedpersoner .
Dagmar er rig, Silke er fattig. Otto er lys, ilter og tæt, Paulus er eftertænksom, høj, tynd og mørk. Paulus er jøde, men hvad er Otto?
Læseren går meget ondt i møde. Ufatteligt og helt uforståelig er tyskernes adfærd fra det øjeblik nazismen begynder at blomstre, og Hitler indleder sit umenneskelige tyranni. Urimelighederne står i kø. Uretfærdigheden hersker.
I denne verden skal personerne agere, og det gør de med ildhu og lidenskab. De onde tyskere træder systematisk på jøderne, fjerner deres rettigheder og tilsmudser deres race. En slags vild og kvalmende ondskab i højeste potens.
De gode er rettænkende og kæmper mod ondskaben i den verden, som de jo også er tvunget til at være en del af. – Fornedrelsen har gode kår.
All things must pass, som Otto siger i sit britiske eksil. Alting har en ende. Det har bogen også. Heldigvis får vi en plausibel forklaring og afslutning. Men hvor er det synd for alle de døde.
Romanen er forfattet i et flydende og letforståeligt sprog. Handlingen veksler bogen igennem mellem de forskellige personer Otto, Silke, Paulus og Dagmar – og mellem lokaliteterne Berlin, London, Calais, Den tysk-hollandske grænse, München og Bad Wiessee.
Bogen udkommer midt i september.
God læsning og rigtig god fornøjelse.
Thomas Leo-Hansen 
Udkommer 26/8 - forudbestil på linket
kr. 349,95
 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
Døden har en årsag 
  
Døden har en årsag
af Ian Rankin

Så har vi Rebus – John Rebus tilbage igen. I fin form, småsur og gnaven; klar til at få nogle bank og få opklaret, hvorfor en ung mand findes ophængt i kødkroge i resterne af en underjordisk by; lige under Edinburgh. Ovenover, ca. 40 meter, pulserer nutidens festivalliv til gene for nogen og vel også til gavn og glæde for andre.
Den unge mand er skudt gennem albuer, knæ og ankler. Bare for at nævne nogle af kuglernes indgangshuller.
Så er vi i gang. Handlingen er fascinerende, indviklet og dog logisk. Vi stifter bekendtskab med diverse chefkommissærer. I denne bog slås de formeligt om at ansætte Rebus. Det passer hovedpersonen meget godt, for det giver mere frihed, så han kan sysle med sagen på egen hånd og med egne metoder. Spændingen stiger, og da endnu et mord sker, kører det hele på høje, skotske nagler. Allerede nu er vi fornøjelsesfasen. Handlingen skrider fremad og vi får de herlige dialoger mellem de agende. Rebus er værst. Også da han inviterer kæresten Patience på en meget dyr bar sammen med nogle af de mistænkte. Vel at mærke uden dog at fortælle den smukke, tålmodige lægekæreste noget – og uden at de mistænkte forstår eller opfatter sagens sammenhæng. Ganske underholdende; lige som flere andre steder i bogen opdages, at man giner højt. Rankin er fantastisk, han mestrer den gode og den ligefremme dialog. Gerne i et miljø, hvor der er et eller andet, som heller ikke er, som det bør være.
Uden at røbe for meget kan nævnes at krimien ender godt. Den ender samtidig med festivalens afslutningsfyrværkeri, som nok har lydt særlig fint krydret med AK-47’ere, pistolammunition, bomber og granater. Der er nok en fyrmester, der har været særlig glad lige den aften.
Og glade er vi andre for god underholdning, - morsom, spændende, historisk og menneskelig.
Denne roman/krimi/thriller er egentlig skrevet i 1994, men er først blevet oversat og udgivet her i 2009. Derfor er Rebus ikke helt så gammel og knarvorn og tæt på tanker om sin snarlige pension. Et andet stort glædesmoment er, at Rebus er flyttet ind hos Patience, og det ser ud til at det holder. I slutningen ser det ligefrem meget godt ud. Lidt malurt er der dog. Rebus har ikke solgt sin lejlighed – endnu.
Men som bogen så tit fortæller – er der nogen, der kender den om blæksprutten med overskæg, der kommer ind på en restaurant ... ?

Lidt tanker om personernes navne:
Kommissær Kilpatrick – måske slår denne ’Patrick’ én eller flere ihjel.
Mrs Cunningham – er måske særlig snedig.
Holmes og Clarke er med som de plejer. Ikke Sherlock og heller ikke Kent Clark(e).
Patience – er sand for dyden tålmodig.
Og Rebus. Ja, det kommer fra latin: ordet ’res’ og betyder ting (eller sag) Res publica betyder staten eller statens sager. I flertal, også kaldet pluralis, betyder det desuden begivenheder, og ordet hedder i bøjningsformerne dativ og ablativ REBUS. Dativformen kan oversættes som ’med hensyn til begivenhederne', så det passer vel meget godt på John Rebus’ adfærdsmønster.
Ablativformen er lidt mere diffus. Ofte er den styret af en præposition (forholdsord), altså: med, på, i, gennem, under, over ’begivenhederne’. Og det passer også meget godt og fint på Rebus og hans gøren og laden.
Der er også noget, der kaldes dobbelt ablativ eller instrumentalis, og i den sammenhæng kan man oversætte ’rebus’ med ved hjælp af begivenhederne. Eller simpelthen – begivenhederne er det instrument, som Rebus reagerer på.
Og det er nok derfor bøgerne er så gode.
Mon ikke Ian Rankin har tænkt lignende og sikkert moret sig kosteligt.
Læs bogen – og de andre i serien.

Med venlige hilsener
Thomas Leo-Hansen 

kr. 169,95
 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   

  
Brobyggerne
af Jan Guillou

Hele 550 dejlige sider med spænding og historieformidling. Velskrevet i et letforståeligt sprog, der ødselt flyder fra den gavmilde forfatters meget store blækhus.
I foråret 2012 udkom dette mesterlige mammutværk og for få uger siden udkom bind nummer to. ’Dandy’ (mere om det senere).
Jan Guillou har tænkt sig et ti-bindsværk og har døbt dette hasarderede projekt – på ca. 5000 sider – Det store Århundrede. Det vil i sin enkelthed sige 1900·tallet. Og der sker da også meget på den tekniske side i netop den periode.
Forfatteren fortæller, at idéen til projektet kom på en svampetur med fruen. Det vides ikke hvilke svampe, der blev indsamlet; og heller ikke om de blev spist eller røget, men tanken satte sig fast. Og lige nu sidder Guillou og skriver på bind nummer tre. Den kommer til at handle om Weimar·republikken og tiden hvor malersvenden med overskægget lægger op til anden verdenskrig.
Men dette første bind rammer ind i perioder, hvor vi med ét befinder os i norsk skærgård, Østafrika med tog- og brobygning – og en forfærdelig masse elefantstødtænder. Og senere er vi i Dresden, hvor vore hovedpersoner bliver uddannet til diplomingeniører. Netop den uddannelse, den bedste i verden på det tidspunkt, som gør det muligt for læserne at komme tæt på den tekniske verdensudvikling.
De tre brødre Lauritz, Oscar og Sverre har hver sin historie at fortælle. Og vi oplever især de to førstes eskapader i henholdsvis det kolde Norge og det varme tysk Østafrika. Det går ikke stille for sig. Eksempelvis kommer man i krig – under første verdenskrig – på tysk side og kæmper mod englænderne og deres inforskrevede indiske lejesoldater/slavesoldater. Det brager omkring en, og liv og lemmer mistes i et væk, alt imens englænderne hånes for dekadence, fejhed og ringe krigskunst.
Oscar finder sit livs kæreste, Aisha Nakondi, i en afrikansk stamme. En helt særlig af slagsen. Her er det kvinderne der bestemmer og dikterer dagsordenen. De magter mange ting; blandt andet en naturlig kur mod den frygtede malaria.
På finurlig vis mister brødrene kontakten med hinanden allerede i Dresden, så gennem godt og vel 500 sider følger vi dem og deres strabadser uden at vide om de genforenes.
Lauritz slås også, men det er mod vind og vejr – og kulden især. Han bygger broer og anlægger jernbaner på Finse-Bergen-Frøynes-egnen. Det gør han med flid og iver, mens han drømmer om sin hjertenskær nede i Dresden, Ingeborg, med den meget vikingeglade og strenge fader. Her kan røbes, at det ender retfærdigt.
Vi hører ikke mere fra eller om Sverre. Ikke andet end han kommer til en fyrstelig tilværelse i – af alle steder – England. Til gengæld bliver han hovedpersonen i bind nummer to. Hvor vi også følger Europas udvikling, men ikke så meget på den tekniske side, mere på den kunstneriske og kulturelle front.
Dette første bind ’Brobyggerne’ er en formidabel appetitvækker til resten af værket. Håber at forfatteren når det. Alle ti bind.
Når man er færdig med første bind, ligger bind nummer to allerede klar. Det er bare at gå i gang.
I øvrigt findes den også som lydbog.
Med venlige hilsener
Thomas Leo-Hansen 
Modtryk 2012
KR. 129,95
 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
   Dandy
af Jan Guillou

Anden del af ti-bindsserien: Det store Århundrede. Måske har du læst anmeldelsen af bind ét; hvis ikke er du gået glip af introduktionen af hele serien og beskrivelsen og vurderingen af bind 1: Brobyggerne.
I første bind af denne grandiose skrivesatsning hører vi mest om de to ældste brødre Lauritz og Oscar. De mister hinanden i Dresden efter endt diplomingeniøreksamen. De ved, hver især, de facto ikke hvor de andre er. Det ved læserne – og forfatteren tør vi håbe på. Vi ved at Lauritz er i Norge, hvor han bygger broer i bjerge, og Oscar, efter en ulykkelig kærlighedshistorie, ender i Tysk Afrika, hvor han er i krig mod englænderne, og inden da har nået at tjene rigtig mange penge på den gode måde.
Den tredje broder Sverre vælger efter svære overvejelser at tage til England sammen med sin indtil nu hemmelige kæreste Albie.
Bogen foregår helt naturligt i den samme periode, som vi lige har været igennem 1901-1919. De tyske briller er lagt væk for en tid, for nu ser vi mestendels tingene og handlingen med anglofile øjne. Sverre kommer til at leve i sus og dus på meget fine steder både i London og på et gods på landet i Wiltshire. Her omgås han lorder og baroner og mange af datidens kunstnere både inden for musikken og især inden for billedkunsten. Hans mandlige kæreste Albie er meget rig efter den tids målestok. På hans landsted Manningham House, hvor de også får bygget sig et ingeniørhus med en stor afdeling til hver især, er der ansat en arbejdsskare på flere end 100 mennesker.
Den første periode bruges på idéer til udvikling af landbrugsmaskiner. Det går ikke så hurtigt, og den sjæl der lægges i det dør langsomt ud. Og de to kærester øver sig i at agere i et samfund, hvor den slags ikke er tilladt og ikke er accepteret bortset fra i meget avantgarde kredse. Disse hører vi en del om. Blandt andet følger vi for en tid to kæmpestore mennesker, en svensker og en dansker, som tjener deres penge på at deltage i konkurrencer om at være verdens stærkeste mand. Oftest er konkurrencerne vægtløftning. I flere tilfælde er det også noget med at deltagerne ikke er meget påklædte. Igen meget chikt.
På dette tidspunkt er Sverre begyndt at male med olie. Han har også fået succes i familien og den nære kreds. Senere bliver det til både gennembrud og Sverre bliver fuldtidskunstner.
Det viser sig, at vi hører en del om Oscar Wilde og især om hans forsvarstale i retten. Det er så visseligt skrevet, at det uden forudgående viden om denne engelske forfatter er meget let tilgængeligt og forståeligt. Karen Blixens Denys Finch-Hatton (nogen gange uden hele sit efternavn) optræder tilfældigt på en bar, hvor Albie og Sverre også befinder sig. Denys fortæller om jagt i Afrika, og dette fascinerer Albie meget. Heldigvis får han og Sverre mulighed for at komme til Afrika kort efter. Dette kan lade sig gøre, fordi Albie’s lillesøster skal giftes med en adelig mand, der kun er nummer tre i arvefølgen. Derfor har han bygget sig et landsted og skabt sig en tilværelse i Britisk Østafrika. Her var det nemlig muligt på det tidspunkt i 1909. De bliver dernede i forlænget spilletid. Og Albie får nedlagt alle de store dyr. Løven var det første bytte. Der manglede dog et trofæ. Elefanten. Men det var kun fordi han ikke havde mødt en elefant, der var stor nok. Hver stødtand skulle jo veje mindst 125 kg.
Hjemme igen begynder kunstnerkredsen omkring Sverre at interessere sig for franske og spanske kunstmalere. De når at få købt op til flere værker af de meget ukendte eller nedgjorte Gauguin, Picasso, van Gogh, Manet, Monet, Degas og Cézanne sikkert flere til.
Albie mener imidlertid, at han må rejse ned til Afrika og deltage i krigen på briternes side, for der er ingen, der siden skulle kunne sige, at sådan nogen som dem smøg sig uden om og ikke deltog i fædrelandets kamp. Da alle englændere ved, at hvide hjerne ikke kan tåle den afrikanske sol, har han altid sin hvide tropehjelm på. Det skulle jo nødigt gå galt.
Men det gør det så i England. Pæderasten og sodomitten Sverre får det værre og værre i England, hvor det kan være svært at være sådan en dum bøssetysker. Han vælger at rejse hjem til Norge. Af uransagelige grunde sker det over Berlin. Englændernes side har godt nok vundet krigen, men ...
I Berlin sker en masse, som i denne henseende gør at romanserien rigeligt kan fortsætte med endnu flere bind. Selve slutningen af bind to er ganske interessevækkende. Det viser sig, at de sidste to sider i slutningen af bind ét er identiske med begyndelsen af det sidste kapitel i bind to. God fornøjelse.
Og efter bedste research siges det, at forfatteren sveder over slutningen af bind tre. Man kan glæde sig.
Så lige i denne tid venter vi ikke på Godot; nej vi venter på Guillou.
Med venlige hilsener
Thomas Leo-Hansen 
Modtryk 2013
kr. 299,95
 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
   Måske kan jeg blive diktator
af Mikal Hem

En meget interessant bog, der ikke just handler om, at du partout skal begynde en diktatorkarriere; eller at du skal ønske dig en diktatorlæreplads.
Det er en bog med 165 siders diktatorisk grusomhed, ondskab og despotvirke i højeste potens parret med egoisme krydret med stænk af menneskefjendsk nedladenhed.
Og dog er det ikke umuligt, at der kunne komme en grum og grim diktator ud af bogens læserskare. Slet ikke utænkeligt for bogen er et mesterværk i hvordan man agerer som diktator, hvordan man forbliver diktator i uhyggelig lang tid; og hvordan du lader diktatormagten gå videre i slægten. Den næste i ætten, kunne være den ældste søn, rykker automatisk ind og overtager faderens magtposition – og fortsætter stilen med at lyve, bedrage, nedgøre og udnytte den stakkels ludfattige og depriverede population.
Forfatteren skriver i et letforståeligt sprog, og denne gørdetselvbog kan også læses med sans for det historiske. Ikke så få diktatorer er nævnt og nøgternt beskrevet. Det være sig: Ilham Aliyjev fra Aserbajdsjan, Ceausescu fra Rumænien, Ayatolla Khomeini, Papa Doc på Haiti, Gaddafi, Rafael Trujillo fra Den dominikanske Republik. Ja, de er der alle til hobe – og flere til.
Egentlig har jeg de sidste mange år også regnet Mao med i kategorien enmandsselvstyre, men denne kinesiske ’kejser’ er ikke nævnt med ret meget. Måske fordi han havde et skindemokrati med sig og bag sig.
Stoffet til bogen er meget grundigt researchet, og man sidder tilbage med en lunken smag i munden – for findes der virkelig så mange onde og forkvaklede mennesker, der er så langt fra deres fulde fem. Og tænk på alle dem, det er gået ud over.
Forfatteren er til daglig journalist på norske dagblade, og det mærkes både på den liflige hurtighed i sproget og stoffets beskaffenhed.
En fornuftig håndbog i hvordan man ikke skal gøre.

Med venlig hilsen
Thomas Leo-Hansen 
KLIM 2013
kr. 169,95
 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
Himlens fange
af Carlos Ruiz Zafón

Denne roman er sidste del – indtil videre – i en trilogi, hvor de to tidligere: ’Vindens skygge’ 2001 og ’Englens spil’ sikkert vækker mange gode og mange ret klare minder hos de fleste af de læsere, som har været så heldige og forudseende at have nydt at læse dem.
Det er en serie, lidt en familiesaga, hvor vi følger de forskellige boghandlere, der på forskellig vis slægtled efter slægtled leder en sagnomspunden kulturboghandel i centrum af Barcelona vel at mærke ikke langt fra De glemte bøgers Kirkegård. Man må sige en meget levende kirkegård, for der sker altid noget, og som tiden skrider fremad bliver vi også klogere på denne kirkegårds eksistens, berettigelse og funktion. Det sidste siger jeg ikke mere om.
Bogen udspænder sin handling fra 1939-1960. Godt at vide, at der trods alt er mere end 50 år op til vor tid. For mon ikke vi får mere at vide om boghandlerfamilien Sempere, som allerede i første bog kommer til at hedde Sempere og Søn. Siden, her i denne tredje del naturligvis hedder Sempere og Sønner.
Fra latinundervisningen husker jeg adverbiet semper som betyder ’altid’ eller ’til enhver tid’. Så det er nok ikke tilfældigt, at boghandlen netop har det navn.

Handlingen i bog tre springer lige ud i 1957, hvor vi står midt i boghandlen sammen med søn og far og en interessant og meget energisk medansat Fermín. Det er julehandlen diskussionen drejer sig om. Og det ser sort ud allerede nederst på første side. Her skal røbes, at det ender godt; måske er det det lille jesusbarn, der får sat gang i omsætningen.
Sønnen Daniel er hovedpersonen, og han sender os og sine tanker tilbage i de to tidligere bøger; mest i den sidste altså ’Englens spil’ Det er som at lukke op for mental og minderig godtepose. Det er også Daniel, der i slutningen lader en usynlig stafet gå videre gennem sin søn til fremtiden og som igen støtter forhåbningen om, at trilogien bliver til en serie på fire.
Men inden da skal vi videre med Fermíns bryllup med den underskønne Bernada. Gad vide om de bliver gift og gad vide om Daniels far Sempere Senior kommer med til brylluppet. Ja, og ... hvis der er penge nok. Eller måske kommer der en rig onkel fra Amerika eller en mæcen fra selve Barcelona.
Der er mange åbne spørgsmål, og de fleste svar gives heldigvis lidt forsinket, mens man læser. Men der er også ting og sager, men ikke får noget at vide om. Dér kan man således igen formode, at der kommer endnu en bog, for hvad skal vores Daniels søn ellers bruge sin voksentid på?
Der er mange handlinger, der er flettet ind i hinanden i denne roman nr. 3. En af dem står lidt for sig selv og er kun med i handlingen, fordi vi sikkert skal have en baggrund på Fermín med tilnavnet – Romero de Torres. Han har tidligere været i fængsel. Og beskrivelsen af dette ophold er mere end det hele værd. Han træder i karakter og bliver måske denne del af romanens hovedaktør. Med den alder han har kunne han godt gå videre i næste bog, så vi ser ham måske igen, hvis ikke hans alter ego, som hedder eksakt det samme som Fermín; hvis ikke det er ham, der løber med stafetten.
Fik jeg nævnt, at den ganske, usædvanlige ubehagelige – på grænsen til det grænseløse – den nedrigste af alle skabninger direktøren for efterkrigsfængslet hr. Valls måske er den person, der stod bag drabet på Daniels hjertenskære, smukke og opofrende mor. Hvis vi altså tror på, at hun blev myrdet i bog to.

I forordet kan man læse, at de tre bøger kan læses i alle rækkefølger. Det er klart forkert. Der er meget af det dulgte og forfinede, der ikke lader sig forstå, hvis ikke bindene læses fra ende til anden.

Allerede nu kan vi alle sammen begynde at tænke på, hvad ’De glemte bøgers kirkegård’ er for noget. Og hvor denne kirkegård helt præcist ligger. Og på hvem der lukkes ind, hvis han eller hun finder den. Og hvis man endeligt er lukket ind, kan man begynde at fundere over hvilken bog, man ville vælge at passe på.

Med venlig hilsen
Thomas Leo-Hansen
 
L&R 2012
kr. 299,95
 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer 
  
Otte opbyggelige fortællinger om kærlighed og mad
af Jan Sonnergaard

Over 500 dejlige, underholdende, morsomme og vedkommende sider med et flot fortælleflow.
Et stort til lykke til forfatteren og radiatorobservatøren Jan, som skal roses for idérigdom og hittepåsomhed. Samtlige af siderne er underfundige og uforudsigelige og beskæftiger sig med mennesker, som man ikke troede man kendte til, og alligevel ligger der noget af dem alle i baghovedet på os hver især.
Historierne emmer af kultur, erotik, vinviden, trerettersmenuer og humor.
Kulturen er ikke kun fordi vi bevæger os rundt i store del af Europa, men særligt i form af en meget tæt beskrivelse af nærmiljøerne. De er levende og troværdige og man føler sig tryg i beskrivelserne, mens man opbygger tillid til historiernes essens, handling og personer.
Der er ingen gamle historier her, og om atomkrigens betydning har noget med den hastighed man, som læser, sluger side efter side med, skal jeg lade være usagt. Underholdende og pirrende er det.
Erotikken er latent skjult. Det ville være synd at sige. Pigerne er ramt lige på kornet. Og den eller de mandlige hovedpersoner er ramt lige på prikken.
Vinviden – kender man selv til en del om vin, ved man, hvilke elegantheder de implicerede tyller i sig. Er man mere på forventningsfuldt begynderplan kan man her lære, hvad der er godt at kende og smage.
Trerettersmenuer – her kan gourmet’er og gourmant’er begge være med. Læseren føler let at han selv sidder på de fineste restauranter i Paris, Prag, Rom, Berlin eller Sydfrankrig. Mundvandet står flodhøjt, mens diverse krydderier passerer revy sammen med veltillavede, florlette forrelforretter.
Humoren er ikke hverken plat eller krone, men den lette og elegante plathed har kronede dage. Humor er en del af Sonnergaards fortællerteknik. Flere steder er den parret med en form for moral. I den første pariserhistorie er moralen vel, at sådan skal man nok ikke gøre; altså som hovedpersonen, den tidligere kunsthistoriker, træffer sine beslutninger. Og 230 sider senere kommer Paris igen på nethinden. Man tager sig selv i at sidde og krydse fingre. Denne gang må vi da få en anden udgang på historien. Nu må den da ende godt.
Men samlet set er disse historier virkelig opbyggelige, når man husker – for det meste – ikke at gøre ligedan.
I slutningen findes et epilog – hvor der takkes til højre og venstre. Og det forstår man godt, for researchen må have være hård, lang og krævende. På den anden side ville jeg godt have stået på den side, fordi jeg havde været ved siden af forfatteren hele forløbet igennem.
Eller også fordi jeg havde lånt ham nogle kommaer. Har Sonnergaard brug for flere kommaer – så låner jeg stadig kommer ud. Men ellers er også jeg stadig bange for Caspar Michael Petersen.

Thomas Leo-Hansen 
Gyldendal 2013
kr. 299,95
 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
En pige og en dreng 
  
En pige og en dreng
af Morten Brask

En betagende og alvorlig bog.
Romanen, der handler om en pige og en dreng er en nutidsroman om ungdom, parforhold, kærlighedens væsen og det at få børn. Den rører ved livets eksistentielle livsvilkår. Romanteksten er i meget korte sætninger, og vægten er lagt på det personerne siger og gør. Man får en oplevelse af en indre film, der kører. Blev læst i én køre med både trykken i maven, tårer i øjnene og ved endt læsning følte man sig meget energiforladt. Morten Brask har både formået at røre læseren, givet en følelse af utilpashed, og på samme tid konfronteret os alle med et worst case scenarium om en tvillingefødsel, der går galt, trods den professionelle og teknologiske viden, der står til hjælp i en sådanne ulykkelig og fortvivlet situation, som forældrene er bragt i. Som læser følger man den fortvivlelse, afmagt , smerte, og sorg, det er at miste. Romanen giver læseren indsigt i, hvor besat Maya er for at få et barn. Det gamle ordsprog ’ Man kan trække en hest til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke’, holder ikke i denne sammenhæng. Vores hovedperson elsker Maya så voldsomt, at han er bange for at miste hende, hvis han ikke går ind på Mays præmisser om, at de sammen skal have et barn, skønt han inderst inde helst vil vente med at blive far. Maya bjergtager ham. Maya er til gengæld en handlekraftig kvinde, der har svært ved at sætte sig selv til side. Hun har egne normer, værdier og præmisser, og det er hende, der sætter dagsordenen i forholdet. Maya forsøger ikke at forstå vores hovedpersons dilemma. Forholdet holder ikke. Forældrene er ikke i stand til at håndtere og trøste hinanden efter det, der er sket i deres liv. De forsøger ikke engang, men vælger hver deres – noget overraskende - måde at komme videre i livet på.

Med venlig hilsen
Kirsten Mortensen
Og Thomas Leo-Hansen
 
Politikens forlag 2013
kr. 249,95
 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
   Spejlsøster
af Hanne Marie Svendsen

Det er snart – og det er det tit – tid til at tage til Skagen. Der er stadig, og måske noget evigt, noget særlig ved stedet – og der var især noget særegent ved netop menneskene og selve stedet med fokus på begyndelsen af 1900-tallet. Mon ikke, at samtlige danskere over 16 år kender og kan relatere sig til denne nordlige landsdel på den ene eller anden façon. Om det er lyset deroppe; om det er de dramaer, man kender fra de involverede, farverige og farveglade mennesker – eller om det er info og stemninger fra udstillinger, fra film eller museer.
Ingen tvivl om, at det har været livligt og livsbekræftende at befinde sig netop der hvor Kattegat og Vesterhavet støder sammen. Hvis man befandt sig midt i denne sus og dus, denne festrus; - denne maleriske stemning, som mange ser for sig – helt uden at gå på museum – disse skagensbilleder. Disse billedskønne naturlignende malerier. Skabt af udødelige ikoner: Anna Ancher, Michael Ancher og P S Krøyer. Vi ser for os Champagneskålen i Anchers have. Eller vi husker Solskin i den blå stue. Her er det ganske sikkert de to Anna og Michaels datter Helga, der sidder model.
Og der er meget mere, flere fotos, yderligere information og mange dagligdagshistorier fra dengang.

Og så kommer der det som skal fortælles. Bogen er skrevet til børn, som måske er i alderen fra 5-16 år. Bogen fortæller sin historie som en bedstemor vil fortælle den til sit barnebarn på ti år. Der er mange små finurlige historier og bedst af alt beretningen om, hvordan hovedpersonen Naja lader sig suge ind i malerierne og deltage i billedernes fortælling. Det er noget børn kan forstå, sætte sig ind i og forholde sig til. Ingen tvivl om at de helt unge kunstinteresserede in spe – gladeligt vil lade sig henrive og glæde sig over det overskuelige maleriudvalg og historien.
Vi andre kan også blive klogere – eller bare få gammelglemt viden glittet op.
En bog på 70 sider med mange fotos og en del tegninger. Meget praktisk er der også to kort over Skagen og omegn. Med øm hånd er der ligeledes drysset sort/hvid-fotos af datiden hovedpersoner og vigtige samlingspunkter.
Bogen kan læses af børn på 7-8 + og i øvrigt med fornøjelse læses højt for børnebørn og andre fremragende mennesker.
Med venlig hilsen

Thomas Leo-Hansen
 
Lamberth 2012
Kr. 259,95
 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
Af jord er du kommet   Af jord er du kommet
af Chris Tvedt

En roman af høj klasse – en krimi på mere end 340 spændende sider, hvor handlingen veksler vellykket mellem opklaringsfasen og privathistorierne, der hidrører de enkelte aktører.
Chris Tvedt, tidligere advokat, nu forfatter med greb om tingene, styr på handling og deskriptive billeder og styr på kombinationen mellem de to til tider parallelle veje. Det er underfundig underholdning og en glatglidende guidning i både norske bjerglandskaber og i dette tilfælde byerne Oslo og Bergen. Hvis man livet igennem har gået rundt om ment, at det altid regner i Bergen, er dette ikke bogen, der undsiger dette. Vore hovedpersoner får tit noget, der ligner en spand vand smidt i hovederne; både fra oven og i overført betydning.

Rent historikmæssigt har forfatteren skrevet mindst fem krimier med advokat Bregne i hovedrollen, men i denne ’Af jord er du kommet’ optræder Bregne også i rollen som advokat i Bergen, dog ikke som hovedrolleindehaver. Den er tilfaldet Edvard Martre, som er leder af en mindre, men effektiv undersøgelsesgruppe. Denne Edvard bliver helt naturligt bogens kardinalpunkt, både fordi han bliver udnævnt til leder af de to sager, der ligger til grund for bogens krimiakse.
Helt normalt er det ikke, at vi har to sager at holde rede på, men dette dilemma får Chris løst på en fin og naturlig måde.
Først har vi en mand, der bliver skudt i et bjergagtigt område, med megen sne og uretfærdige kolde temperaturer. Han bliver skudt meget langt fra, og der er overhovedet ingen i nærheden, heller ikke morderen. I den nyfaldne sne findes heller ingen spor. Den dødes identitet findes efter myriader af undersøgelser. Kun for at stå med et navn uden nogen egentlige optegnelser. Det er som om han nok har været i live, men levet har han aldrig. Lidt af en eneboer.
På politigården opstår stridigheder og rokeringer: Hvem skal nu tage sig af hvad og hvilke sager. Edvard Martre er født i Bergen, så den kvindelige chef fastslår, at Martre med sit hold flyver til Bergen.
Fordi. – Her har en kvinde med forbindelse til privatprostition været i vanskeligheder. Hun er det ikke længere, for hun er slået ihjel på det groveste, maltrakteret med noget der kan minde om en sløv hobbykniv, for ikke også at tale om en stor, tung hammer. Ved siden af eskapaderne har hun et helt normalt job. Hendes bortgang kommer i nogen grad bag på mange af hendes venner, bekendte og kolleger. Denne historie udvikler sig i det helt rigtige tempo, diverse genvordigheder manifesterer sig, problemerne tårner sig op; og det gør de også for vor hårdtprøvede Matre. Han martres i sin grundvold og må tage egen ageren, barndom og nuværende situation op til forøget overvejelse. Han kan ikke rigtig finde sig selv, - at han så oven i købet tror sig forelsket.
Og ja, du har gættet, at der kommer flere mord til, og det der er værre. En af hans tætte og nære medarbejdere, Solveig, begynder at fatte mistanke til både måden opklaringsarbejdet, klares på, og til mindst en kollega. Og så regner det igen.
Efterhånden – nærmest ved et tilfælde kommer der hul på bylden og handlingen tilspidses. Det er ikke længere muligt at gætte sig til den videre handling og på de sidste sider tager det hele alligevel en drejning – to gange 360 grader og et nøk til. Gad vide om det overhovedet er politiet, der opklarer sagen.
En bog man gerne læser i et hug.
Desværre er der ikke netop i disse tider en efterfølger hverken på norsk eller dansk. Heldigvis forlyder det fra forlag og højlandsfjeldene, at mester Chris er i gang med næste bog i serien. Vi glæder os til resultatet.

Med venlige hilsener
Thomas Leo-Hansen 
KLIM 2013
Kr. 299,95
 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
   De tidlige historier om Maigret
af Georges Simenon

Forlaget har en idé, siger Claus Lund Rosenkilde, eller det er nærmere en ideologi. Vi vil gerne gøre noget ved de krimier, der ligger til grund for de thrillers/krimier, vi læser og nyder pt. Alting bygger på noget, er inspireret af, påvirket af tidligere tiltag.
Det har han jo ret i.
Derfor er forlaget i gang med en storstilet Sherlock Holmes·udgivelse ved siden af deres fornuftsatsning med Maigret/Simenon. Sherlock står mit hjerte nær, så det vil jeg vende tilbage til i nær fremtid.

Genudgivelsen af Maigrets misèrer og mysterier er både naturligt og rent faktisk nødvendigt. De forrige udgivelser fra Carit Andersens forlag (fra nr 1-33) og forlaget Forum (nr 34-78) kan ikke længere købes i boghandelen, for boghandlerne kan ikke skaffe bøgerne fra de tidligere forlag. Desuden er de næsten uopdrivelige antikvarisk.
Nu er det så Rosenkilde & Bahnhof, der står for udgivelserne, og direkte adspurgt svarer Claus Lund Rosenkilde, at de har tænkt sig at fortsætte til nr. 78. Det er der mange, der glædes ved.
De seks historier, der ligger klar på boghandlernes hylder, er alle fra Simenons tidlige periode.

Tilbage i slutningen af tyverne
Inden forfatteren in spe rigtig kommer i gang med Maigrets skærmydsler skriver han artikler og noveller under flere end tyve pseudonymer. Det er også omkring denne tid, at han kommer i forbindelse med den kendte, avancerede og avangarde skuespiller, danser og forfatter Colette. Det var faktisk hende, der påvirkede den helt unge Simenon til at skrive så minimalistisk. Senere ytrer Simenon, at han afskyer litteratur med stort ’L’.
Han er netop flyttet fra Belgien til Paris, og der går ikke længe, før hans fortællinger bliver stærkt populære og oversat til flere end 60 sprog. Deriblandt til dansk af den fremragende oversætter Karen Nyrop Christensen. Hendes oversættelser er så fine og nuancerede, at de heldigvis er næsten uændrede i de nye udgaver fra Rosenkilde & Bahnhof. Og tak for det.

(Nogle få er oversat af andre. F.eks.
Poul Kollmoes: Maigret og den gamle dame, nr 36
Carl Blechingberg: Maigrets tålmodighed, 22
Carl Blechingberg: Maigrets første sag, nr 24
E A Rahbek: Maigret vender tilbage, nr 26
Mogens Knudsen: Maigret og den dødsdømte, 19
Mogens Knudsen: Maigret finder en morder, nr 20
Mogens Knudsen: Maigret og den noble dommer, 21
Else Brudenell-Bruce: Maigret og den døde kaptajn, nr 31)

De seks fortællinger eller stemningsbilleder i den nye udgave er.
· Afdøde monsieur Gallet
Om en mand, der i 18 år har levet et liv, som ingen rigtig regner med. En flot personskildring.

· Den hængte fra Sain-Pholien. Den hedder i den gamle udgave: Maigret og selvmorderen
Om en mand, der dør, og hvor Maigret bytter rundt på to ens kufferter. Og måske er det Maigrets skyld, at en mand skyder sig.

* Forbrydelse ved sluse 14. Den hedder i den gamle udgave: Maigret og mordet på kanalen.
Handler om et mord på en velklædt kvinde, der findes efterladt i en hestestald. Maigret tænker sig til hvorfor og får talt med en del mennesker, der ikke siger ret meget.

· Maigret og den gule hund
Her er vi en havneby med mange sære mennesker og både dødsfald og flere ulykker. Der er også en gal, gul hund, som Maigret næsten taler med.

· Pietr fra letland
Handler om at Maigret får besked om at den berygtede Pietr vil ankomme til Paris med toget. Maigret iler hen til stationen kun for at finde et lig, der ligner, den mand, som han skulle arrestere.

· Mordet ved vejkrydset. Den hedder i den gamle udgave: Maigret og mordet ved vejkrydset.
Tænk, at man kan få så meget ud af et vejkryds, en død juveler, der har parkeret sin bil i en fremmeds garage og konen, der kommer senere, blot for selv at blive skudt.

Alle disse historier er fortalt i et enkelt og ligetil sprog, der er en lise at læse.
Tilbage i slut treserne og videre op i halvfjerdserne købte jeg alt hvad der kom i oversat form fra Simenons hånd, og husker tydeligt hvordan man hver gang glædede sig til at fordybe sig i parisisk stemning sammen med Maigret. Det var en frydefuld tid.
Og i min optik er der ikke nogen grund til, at dette ikke skulle lykkes igen. Der er en ny generation, der står og venter, de tripper og vil så gerne have flere historier om Maigret og alle hans gerninger.

Ser man historisk på det, er vi blot ved at gentage historien fra dengang - for allerede i 1930 og frem i ca 15 år, begyndte de forskellige maigrethistorier at komme; og det gjorde de så sandelig også igen fra 1971 og frem. (Det var der jeg kom med).
Nu kommer de så igen – gode bøger og god litteratur – kan ikke holdes nede. – Derfor; velkommen til Maigret og alle I andre.
Med venlig hilsen
Thomas Leo-Hansen 
Rosenkilde Bahnhof 2011 -
kr. 300,-
 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
Den sønderjyske farm   Den sønderjyske farm
af Erling Jepsen

Så kan man glæde sig igen. Jepsen har skrevet afslutningen på sin triologi om drengen Allan.
Det er blændende gjort i et minimalistisk, 13-årigt, men velbegavet drengesprog. Et sprog der i sig selv beskriver følelser, relationer og fastlåste situationer. Nogen gange kan man få helt ondt i fingrene, når man læser hovedpersonen Allans tanker og overvejelser.
Lad os lige slå fast, at man sagtens kan læse denne bog nu – uden først at pløje sige igennem ’Kunsten at græde i kor’ og ‘Ingen grund til overdramatisering’. Hvilket ikke betyder, at man skal undlade at læse disse to ellers gode og givtige romaner.
Gad vide egentlig om det overhovedet er romaner. Der er så meget af stoffet og handlingen, der virker selvbiografisk. Måske har forfatteren ligefrem spekuleret i det. Hvad er selvoplevet og hvad er fiktion og fantasi? Vi som læsere må bare læse videre.
Handlingen må og bør ikke røbes; dog skal en flig sløret alligevel løftes lidt. Der er ingen, der dør – bortset fra et enket selvmord; og det er ikke forfatterens alias [?] Allan, for han sidder lystigt bagest i bogen og fortæller historier til førstefodermester Frode, som vi ellers bedst kender som en 13·årig dreng, der laver ballade og helst med en luftbøsse. (På den anden side – laver drenge der hedder Frode ikke altid skæg og narrestreger; bare spørg Ole Lund.) Nok skyder han efter hovedet på forfatteren, men er det ikke bare varm luft.
Handlingen foregår i det sønderjyske; derom ingen diskussion ej heller tvivl. Jeg er blevet klogere på, hvad man laver, og hvad der sker i det sønderjyske, eller som Jepsen selv siger – det sydligste norden. Tidligere havde jeg en formening om, at det man gjorde på de kanter var at drikke kaffepunch altså kaffe og snaps – halvt af hver – spise stort kagebord og fjærte - skælde ud på københavnere og i øvrigt ikke sige ret meget.
Det skal nævnes – at det ikke passer, for nu har jeg lært, at man holder kaniner til slagtning, at det til tider ikke regner tilstrækkeligt, at man tænder bål og løber dansende rundt om det, at en luftbøsse er det idelle jagtvåben mod rotter, at ravne kan se igennem papkasser, kan tale som papegøjer og er fredede.
Her i indledningen skriver jeg, at denne roman er den sidste i en triologi. Det kan jeg jo ikke vide med sikkerhed. Men prøv at læse videre her. Slutningen i bogen er meget sigende.
Jo der sker meget og det er stærkt underholdende, og måske er det også lidt synd for hovedpersonen Allan. Og dog, han mener det ikke selv og går så ud og fodrer ænder. Og hvor gør han det – i København.
Vasen fra de andre bøger, den Allan indirekte har fået af Karen Blixen, den der stod på Karens skrivebord, da hun skrev Den afrikanske Farm, går igen her. Den afslutter på sønderjysk både handlingen og giver forfatteren anledning til en slutbemærkning til Frode. ‘Nej, den har vist ikke inspireret mig, det er vist ikke det helt store, men jeg er rigtig glad for den.
Mooojn
Med venlig hilsen
Thomas Leo Hansen 
Gyldendal 2013
kr. 300,-
 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
   Rejsende uden bagage
af Jean-Christophe Grangé

Et brag af en bog fra den franske, fantastisk fortællende forfatter. Vi kommer heldigvis undervejs til at kende mange, mageløse mennesker rigtigt godt; for det er netop en rejse, vi skal på, i godt selskab ganske vist. Vi følges rundt i store dele af Frankrig, godt guidet af de skiftende hovedpersoner.
Og det kræver en forklaring: Hovedpersonerne ligner hinanden, mange af dem gør, og alligevel er de af sind forskellige. Dog ikke vidt forskellige, for der er interessen for psyken som en fælles trædesten. Parallelt med denne guidning fra hovedpersonerne mærker læseren også et andet interessant og forførende følgeskab. Det er forfatteren selv, der er med i bagagen eller i en helikopter svævende ubemærket tæt over handlingens personager. Man kan let fornemme, hvordan Jean-Christophe Grangé er til stede for at se, hvordan vi forstår de sindsoprivende uhyrligheder, han præsenterer.
Historien, nervepirrende som den er, fortælles af flere relevante tænksomme hovedpersoner, mest de mange, som mere eller mindre minder mindmæssigt om hinanden. Nogenlunde samme, eller tæt på, samme alder. Og der er andre fællestræk; det er en del af historien – en del af sammenhængen.
Trods bogens digre størrelse med de mange sider, 800 er der af dem
– ja, så føles det som en let leg at læse og lide med personerne.

Forfatteren evner at give aktørerne liv, man ser dem for sig, føler med dem, forsøger at gætte det videre forløb. Det er brillant skabt og mesterlig skrevet.
Vi kommer rigeligt rundt i en meget stor del af Frankrig, stifter bekendtskab med vinentusiame – i Bordeaux af alle steder. Vi præsenteres for en handling, som sætter pulsen og svedproduktionen i hurtige omdrejninger. Vi stifter bekendtskab med gammelgræsk mytologi og en logik, som mest af alt minder om skæverter, der har så meget godt og rigtigt i sig. Vi er salige.
Efter endt læsning føler man sig lettere forpustet, eminent underholdt, og noget irriteret over at bogen allerede er slut.
Slutningen er konstrueret – tror jeg – så man selv kan regne det sidste ud. Dog noget af det, man regner ud og regner med – er ikke fortalt, sagt eller skrevet. Ingen syn for sagn. Gråzone. Man digter selv, og håber det bedste for ...
En bog i s u p e r k l A S S E Læs den før din nabo. Læs den fordi, du ikke kan lade være.


Faktaboks:
Lige fra begyndelsen af de danske udgivelser har jeg læst og følt mig super overrasket og mega underholdt.
En forfatter af klasse. (Født i 1961)
Læs også:
De blodrøde floder
Stenkoncilet
Ulvenes rige
Den sorte linje
Dødspagten
Forbarm dig
De døde sjæles skov

Læs uddrag af bogen her: www.boghandleren.dk/productSamples/9788763827614.epub 

Rosinante, 2012, kr. 349,95
 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
   Still on the Road (Bob Dylans sange bog nr. 2 – 19
af Clinton Heylin

Anmeldelse indsendt af Thomas Leo-Hansen

Denne Clinton er en meget vidende og grundig mand. Han er tilmed flittig. Ovennævnte bog er en nøgtern gennemgang af samtlige numre, som Dylan har lagt navn til; i perioden 1974 til 2008. Ikke kun dem, der er kommet på de officielle albums.
De er der allesammen – en for en får vi noter, data, historier og fortolkninger af denne sang- og tekstskat.
Bogen er fornøjelig læsning og et nyttigt opslagsværk. Den er meget let at finde rundt i og rummer index’er om sange, artikler og biografier. Bogen er desuden med til at fremme lysten til at genhøre Dylans udgivelser. Særlig interessante er bootleg-pladerne. Dylan har nemlig ikke kun udgivet de gammelkendte plader/CD'er. Han har også kasseret et hav af gode skæringer, som siden er kommet som særudgivelser. 'Red river Shore' og Huck's Tune er fornemme repræsentanter.
Bogen findes i to udgaver, og de er ikke identiske. Den ene slutter med sangene fra 2008, hvor sidste sang er ’It’s all good’. – Mens den anden allerede slutter i 2006; hvilket bevirker, at sidste sang her er ’Huck’s Tune. Det skal man lige være opmærksom på.

Den første udgave kan man få skaffet hjem via boghandlerne til en overaskende lav pris – lige over 100 kroner for 668 velinformerende sider.
Med venlig hilsen
Thomas Leo-Hansen 
Forlag: Constable & Robinson

 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
   Begær
af Steen Harvig

Forfatteren til denne fremmelige psykoanalytiske kriminalistiske roman, Steen Harvig, fortalte forleden aften, at mange af de ting, der sker i hans vellykkede krimier er inspireret af hans egen dagligdag, de mennesker han møder og de ting han ser.
Det må da være ganske uhyggeligt for den hårdtprøvede forfatter sådan at være omgivet – bare i perioden 2009-2013 af tæt ved ti lig, alle bestialsk udført og et læs af stærkt afvigende personer.
Netop disse skabninger er en del af trilogien, som vi lige så godt allerede nu kan kalde ’Morten Krag-trilogien’. I takt med den øgede popularitet vil denne betegnelse sikkert falde i folkemunde.
Vi sidder nu med den sidste bog i serien. Den bærer ikke præg af, at være afsluttende i karakter, så lad nu se, om ikke der skulle dukke endnu en bog op. Og lad mig røbe her, at hoved- og gennemgangspersonen ikke døde, blev dræbt eller forsvandt. Håbet er således lysegrønt.
Det er nemlig en spændende, besættende og dragende bog både i sprogbrug, plot og handling. Der sker meget i det nordsjællandske område, i København og i Homérs hjemland. Vi tages med på en rejse, hvor vi på blot en måned og 23 dage stifter bekendtskab med den feterede og stalkede tv-journalist Trine Boesen og hendes liv i fortid og nutid. Det særlig fine er, at vi selv skal digte hendes fremtid. Ud over denne hovedkarakter får vi hele handlingen serveret i dette korte tidsrum.
Resten af historien udspiller sig sideløbende i de menneskelige relationer, personernes styrker og især deres svagheder.
Dramaet er klogt og vist tilrettelagt; flere gange kan læseren regne sig lidt forud og gennemtænke de næste træk. Der er lagt ledende forfatterspor ud, så vi kan forudse og glæde os ved at være med, at være en del af historien undervejs – men kun en del af vejen.
Bogen er skrevet på den façon, der kaldes rammeform. Vi får noget af slutningen først, og skal så følge med næsten dag for dag, for så til sidst at se rammen smelte næsten sammen igen. Eller gør den nu også det.
Det sjette kapitel skiller sig ud. Her får vi ingen datolinje, som ellers følger de andre kapitler. Det hedder slet og ret: Manden i vinduet. Om det nu er forfatterens selv, der skærmer sig bag den skudsikre glasrude og kigger ud på den formastelige verden, han har skabt, hvor hævn og rovmord hører mere til dagens orden, end det modsatte, eller er det bare en forglemmelse. Det står heldigvis hen i det uvisse.
Bogen kan læses med stor fornøjelse, uden at de andre to i samlingen bør læses først.
Med venlige hilsener

Thomas Leo-Hansen 
Siesta 2013
Kr. 250,-
 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
   M - 40 år på tronen
af Jens Andersen

En meget fin bog – udførlig, morsom og letlæst.
En bog om Dronning Margrethe II. Det er ikke en bog blot om livet fra vugge og frem. Det er en bog, hvor læseren ser og forstår vores Dronning fra et utal af sider. Bogen er baseret på samtaler mellem forfatteren og monarken - og på manuskripter til de taler Dronningen har holdt gennem tiderne.
Bogen er ikke kronologisk; føles ikke sådan. Den er alligevel historisk i stilen, mest fordi vi kommer ind på sære, sjove episoder og happenings – af den slags vi alle husker.
Læseren får meget at vide. Dronningen er ikke karrig med ordene og har en veltunet hukommelse, venligt hjulpet af Jens Andersens spørgsmål.
Ellers er det også en billedbog, der er god at blade i. Billedteksterne er fine. Fortæller det de skal og er nøjagtige med datoangivelser.
Billederne viser vor regent i rigtig mange sammenhænge både som ung oppe på skuldrene af sine fader og sammen med diverse berømtheder.
I sagens natur er fotografierne i meget høj kunstnerisk kvalitet. Jeg gætter på, at der er taget umanerligt mange billeder af hver situation, og at det kunne være årsagen til denne topkvalitet. Mange af fotografierne kommer fra Pol-foto. Et af dem er et sort/hvid billede taget umiddelbart før Dronningens første nytårstale i 1972. Det er et meget sigende foto, selve situationen taget i betragtning. Det er Morten Langkilde, der har trykket på udløseren i det rette moment.
Roald Als og Bo Bøjesen blandt flere har leveret morsome tegninger.
Apropos tegninger. Bogen viser en fremragende gennemgang af Hendes kongelige Højheds kunstneriske tiltag og formåen. Og også her synes hovedpersonens evner og tæft at være i særklasse.

Dronningen har en bemærkning (p. 137) omkring Hofmarskal Hans Sølvhøj, som sagde, hver gang der havde været en lidt diskutabel omtale i pressen: ’Mands minde er ti dage’. Og så var stemningen atter på plads. (Dronningens vagtmester kunne man næsten kalde ham).
At bogen hedder ’M’ er ikke en henvisning eller sammenligning med James Bond’s chef. Næ, det er fordi Monarken i 14-15-årsalderen begyndte at pryde sine tegninger mm med et minderigt ’M’ som signatur.
Læs og nyd bogen som et personligt og royalt samtids- og kulturhistorisk stemningsbillede.

Med venlige hilsener
Thomas Leo-Hansen 
Forlag: Lindhardt og Ringhof, 2011
Kr. 400,-
 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
   Bob Dylan i Amerika
af Sean Wilentz

Egentlig troede jeg, at markedet for bøger om Bob Dylan var fyldt op. Tilstrækkeligt. – Nu er det slut; nu kan der ikke koges mere suppe på den pølsepind.

Sådan tænkte jeg virkelig.
Ikke kun fordi denne bog blot omhandler hans amerikanske affære; bogen er velskrevet og rummer mange nye detaljer om indspilninger – og måden hvordan det hele foregik og skete, den er bare fed. Den er så historisk konkret. Og tak for det – med et stænkt af imponade
Selv er jeg yderst glad for ’Blood on the Tracks’ og læste med velbehag mange sider om indspilninger og stemningerne omkring det hele. Det er som at være der selv. På side 169 får vi i en fodnote endnu et tekstforslag til et af versene i ’If you see her, say Hello’ Denne sang findes i forvejen i flere versioner med forskellig tekst og varierende melodi og akkorder. Især mednørder vil nyde følgende: ’If you’re making love to her,/watch it from the rear/you never know when I’ll be back/or liable to appear. (citat slut). - (Læs også ’A simple Twist of Fate’ af Andy Gill & Kevin Odegard – forlag Da Capo Press).

Sean Wilentz, forfatteren, er uddannet historiker og hans tekst i bogen emmer af den tidsmæssige-, den stedsmæssige og kulturelle tilgang til stoffet. Der er også en behagelig og nødvendig akademisk kadence. Den er strigent; der kommer ikke noget på bordet uden, der er belæg for det; - og der stikkes ikke noget under bordet. Og alt kommer på bordet. Selv den mindste detalje – og det er måske netop disse, detaljerne, der tæller – og man skal ikke have læst og hørt meget til og om Dylan for at forstå dybden. Og dybden er ligeså stor som Dylan’s egne tekster.
Man læser ikke denne bog let eller overfladisk - man nyder den med koncentration og glæde. Man studerer den med forventning. Man gransker den og får, hvad man har imødset og regnet med – og lidt til .
Ja og så er der lige - afsnittet om Blonde on Blonde - 40 sider kun om – hvem kunne have skrevet hvad, hvorfor og hvordan. Det er perfekt og indsigtsfuldt.
Bogen rummer også et uvurderligt sags- og personregister og endvidere et fuldt noteapparat.
Læs bogen og genhør musikken.

Med venlig hilsen
Thomas Leo-Hansen 
KLIM 2013
Kr. 299,95
 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
   Den hemmelige historie
af Donna Tartt

Anmeldelse indsendt af Thomas Leo-Hansen

Bogen er godt nok tyve år gammel. Men det betyder blot, at den i den grad har haft sin tid til at bevise sit værd.
Næsten kult var den allerede dengang i 1992.
Donna var komplet ukendt – havde skrevet få indlæg hist og her, mest i studentikose småudgivelser.
Fra den ene dag til den anden blev hun ærligt og fortjent super og mega berømt. Bogen solgte på kort tid de 72.000 eksemplarer, som forlaget havde. Hurtigt kom flere i trykken – og lavinen rullede fortsat. I dag er bogen oversat til flere end 24 sprog, og Donna er millionær i dollars
Handlingen er enkelt fortalt. Seks unge studerende på et universitet i Vermont, en pige og fem drenge plus deres noget bizarre professor i græsk og latin er alle hovedpersoner.
Allerede på bagsiden af bogen kan man læse, at en af drengene bliver slået ihjel. Og så har vi balladen.
Læseren sidder nu med den viden og venter bare på det sker. Langsomt går det op for os, at vi som læsere testes. Hvor meget ondt og tåbeligt skal Bunny byde de andre, før end det mord sker. Mange gange undervejs tænker man, at nu må det være, men ...
Når mordet endeligt er sket, følger vi de implicerede, deres kvaler og overvejelser.
Richard, som fortæller os historien er et sympatisk menneske, som vender og drejer hver en detalje.
Miljøet er velvalgt – personerne går rent ind og sproget er letflydende, magisk og malerisk.
Når jeg nu anmelder en bog med to snese på bagen, så er det også for at gøre opmærksom på, at Donna Tartt faktisk skrev en opfølgende roman tilbage i 2002. Den blev også en succes, men i min optik manglede den noget af ’Den hemmelige histories’ umiddelbarhed og magi.
Den lille ven – hedder den – og er yderst læseværdig, hvis man er bjergtaget af forgængeren.
Dens handling kort:
En ung dreng i New York City, Theo Decker, overlever mirakuløst en eksplosion, der ellers tager livet af hans mor. Alene og fast besluttet på at undgå at blive fanget og bragt til et børnehjem som forældreløs, skifter han mellem overnatninger i venners lejligheder og byens gader. Han bliver fortryllet af den ene ting, der minder ham om hans mor: Et lille, mystisk maleri, der snart trækker Theo ind i kunstens underverden.
En meget levende og sanselig bog.

Og nu troede I jo nok, at det var det. Færdig og finale.
… men det er det ikke:
Her til oktober kommer endnu en roman fra Donnas hånd. Det er så hendes tredje. Med et interval på ti år er hendes frekvens ret stabil.
Man kan glæde sig til endnu en mursten af en bog.
Efter sigende er handlingen – uden at røbe for meget:
Som ca. 12-årig hænger storebror Robin sig i familiens træ ude i haven. Hovedpersonen, en pige på blot et halvt år, vokser til og fortæller som sådan historien, der er fuld af skyld og uforløste tanker. Der er også en søster, en bedstemor og en tjenende ånd. Faderen er taget til Nashville.
Så – der kan ske så meget; og det gør der.

Indtil oktober kunne man jo læse Donnas første bog:
DEN HEMMELIGE HISTORIE – eller genlæse den.
Den fås antikvarisk, hvis du ikke kender nogen, der vil låne den ud.
Med venlig hilsen

Thomas Leo-Hansen 


 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
   Ulven fra Beograd
af Robert Goddard

Boganmeldelse forfattet af Thomas Leo-Hansen

Sikke en bog. Krimi i høj klasse og er en personskildring, der får personerne til at stå helt klart, mens de samtidig virker meningsfyldte – og menneskelige på godt og ondt.
Denne krimi kunne let benævnes historien om det gode og det onde, især. Sidstnævnte får rigeligt plads og med læserens kendskab til de involverede personer, der ser verden gennem de menneskelige briller, opstår der nemt en lettere hjertebanken og en sær utilfredshed med skurkene i Beograd. De fleste vil læse denne bog i ét hug.
Goddard er altid god for en historie af 24 karat, er kendt for sine gedigne plots, hvor man bliver overrasket, selv om man forsøger at gætte sig til det mest rabiate og uforudseelige. Det er mesterligt gjort, og det er gang på gang. Hvor han får det fra. Ja, en forsigtig gisning er dagens og gårsdagens aviser. Der er meget samtidshistorisk i denne og de tidligere romaner, så det er altid opløftende og informerende at stifte bekendtskab med Goddard's univers i tid og sted – og inden for mennesker og miljøer.
I denne thriller begynder vi i England med en hyggelig og forventningsfuld fornemmelse – nemlig at tage på skiferie i alperne.
Turen bliver ikke til meget – men handlingen med folkemord, flugt fra fængsler, fængslende rejser med tog og fly på kryds og tværs i det sydlige Europa sparkes i gang.
Sideløbende med den verserende sag, som vor hovedperson, Edward Hammond, kirurgen, der intetanende opererer i Beograd både for ti år siden og i nutiden. Denne hyggelige mand er næsten alene i kamp mod krigens ondskab og eftertidens dæmoner.
Ikke nok med måske at overleve dette; han skal også slå sig til tåls med en formastelig svoger, sine egne tanker vedrørende sin intetanende velmenende men dog tvivlende datter Alice og smerter i brystet efter en biltur ind i en mur.
Tortur figurerer også i mange afskygninger; f.eks en fyldepen gennem det ene øje.
Undervejs bliver læseren næsten lagt på is, for det meste af tiden befinder vi os i temperaturer mellem 0 og minus 20 grader. Når vi en enkelt eller to gange smutter forbi London, fornemmer man varmen vende tilbage til fingre og tæer. Lige indtil en opringning fra svogeren Bill forstyrrer Edward Hammond’s sjælefred.
Bogen og handlingen slutter på forunderlig vis, og som læsere fra tidligere goddardbøger ved, så er hovedperson altid enten død eller fredet, idet sjældent hvis nogensinde optræder hovedpersonen i flere værker.
Læs bogen – mens vi venter på Goddard – og på hans næste roman.

Sidst i 1993 hørte jeg for første gang om historieprofessoren fra Cambridge – ham der lige havde skrevet romanen ’Fra billede til billede’ Robert Goddard var navnet. En læseoplevelse helt anderledes end mange var vant til. Super opbygget, flot skrevet, eminent oversat af Ebba Rønne og fyldt med læseoplevelser og spænding.
Det er nu tyve år siden. Og kender man forfatterskabet, ved man også, at der findes tyve knaldspændende romaner – lige til at spise.

Med venlig hilsen
Thomas Leo-Hansen
 

Kr. 299,95
 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
   Scenesat
af Maria Helleberg

Anmeldelse venligt indsendt af Thomas Leo-Hansen:

Titlen er ’Scenesat’ og den er et godt valg til denne bog, der i den grad behandler livet på, ved og omkring teateret. Her taler vi om Det kongelige Teater.
Vi bliver klogere på den vel største og mest markante kvindelige skuespiller i hele teaterets omskiftelige historie.
Vi læser og sluger fortællingen om Johanne Luise Heiberg.
Man nyder at følge skuespillerens vej fra armod over tålmod og vovemod – til heltemod.
Læseren ser skuespilleren Johanne – kaldet Hanne - i en ydmyghed, der bevæger sig mod bedre tider. Da Johanne Heibergs liv og skæbne er kendt, røbes ikke noget ved at fortælle, at hun overlever, går meget ondt igennem og kommer ud på den anden side som en vis dame med anstand og en stor portion menneskeerfaring. Vi ved det, også fordi forfatteren benytter en fortælleform, hvor en del af historiens flow er selve Hannes indre tanker. Kapitlerne slutter ofte med en fyndig, forklarende og afklarende ’replik’; eller en reflekterende tanke med karakter af ræsonnement og konkluderende eftertænksomhed.
Man kan sige, at hun konkludere ud fra andres handlemønster og qua dette bliver vi læsere klogere på Fru Heibergs tanker. På sæt og vis følger vi således med i Johannes tanker og relationer til sin mand, sin svigermor, sin mor og desværre også sin far. En sær starut med hang til druk, og det der er værre. Af høflighed dør han til sidst. Men det tager rigtig lang tid, mener Johanne Luise Heiberg og jeg.
Kender man ikke meget til det bedre borgerskab og kulturlivet i København i årene fra 1910-1990, får man her en ypperlig indføring krydret med menneskeskæbner og drama i det ydre og det indre.
En velskrevet bog til værdig læsning.
Titlen ’Scenesat’ rammer fint også med hensyn til kompositionen. Maria Helleberg har sat en ramme, hvori vi føres gennem genvordigheder og besværligheder, kun afbrudt af seje vanskeligheder for hovedpersonen. – Og det gøres fornemt i en kort og letfattelig tableaux-stil. Hvert kapitel sit tableau. Man kan sige, at Fru Helleberg har iscenesat sin narrative tekst. Det er gjort opbyggeligt og pædagogisk. Tableau på tableau. – Bliver vi i teaterets verden er det scene på scene side om side i to store akter ’Jomfruen’ og ’Fruen’.
Ca 80 sider før afslutningen får vi i skjulte eller lettere camouflerede bemærkninger gode løsninger på uafklarede eller blot uforløste situationer eller samtaler.
P. 284 her får vi en manifestation fra Johannes side. Hun tager en ufravigelig beslutning. Og hvilken beslutning.
P. 303 Her ser vi, eller snarere føler læserne Hr. og Fru Heibergs afstand fra hinanden. Dette leder hen på noget, der minder om deres tidligste tid sammen.
Og lidt senere fortælles det, at Johanne kun lever livet gennem sin formåen og præstation på teateret.
P. 317 På denne side tages emnet ’tidens tand og døden' op.
P. 324 Her lufter forfatteren synspunktet: Kærligheden er ikke i samlivet, men er blevet politisk.
En af de allersidste sider, p. 341 beskriver ’blå længsler’.
Et udtryk som blot faldt ud af munden på Johanne. Bare af sig selv.
Et udtryk der rummer et væld af indre tanker gennem et langt liv på godt og ondt.
Måske snublede ordet ud af munden netop på det tidspunkt, fordi hun momentant var tættere på lykken end det modsatte. Måske var det lige det, der fik hende til at glemme den stramme kontrol over sin mund, sine ord og derfor sine tanker og trængsler.

En bog man er glad for at læse og meget gerne vil anbefale andre.

Med venlig hilsen
Thomas Leo-Hansen 

Kr. 299,95
 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
   Marco Effekten
af Jussi Adler-Olsen

Vi har modtaget denne boganmeldelse fra Thomas Leo Hansen. Vil du også bidrage en anmeldelse er du velkommen til at sende den til green@bogpost.dk mrk. anmeldelse.

Sikke en bog, spændende og velskrevet, energisk og fængslende. En bog til anbefaling. En bog til nydelse.
Forlaget kalder bogen en krimithriller, så lad os bare holde fast i det, hvis altså der også ligger en betragtning rent litteraturkvalitetsmæssigt i begrebet. Denne bog rummer ud over en spændende handling, et farverigt persongalleri - et sprogligt overskud. Handlingen glider frem let og ubesværet på bølger af korte, klare og præcise beskrivelser, der igen er båret af en brise af morsomme, finurlige og festlige dialoger.
Scenen er sat. Det er nemlig den samme, som vi har kendt siden ‘Kvinden I buret’. En iscenesættelse, som mange læsere har muntret sig ved i de sidste ca seks år fra 2007. Carl og hans lamme tidligere kollega, sønnen og lejeren – og politigården og i særdeleshed afdeling Q. Ekskonen Vigga med hendes urimeligheder og plejehjemsmoderen. Vi læsere føler os hjemme.
Det skal dog ikke forstås sådan, at der ikke sker en udvikling på dette plan. Hvem ved for eksempel, hvad der sker med Lisbeth; skal hun ind i varmen? Er Rose stadig lige skrap i munden; og hvordan går det med hendes skallede næse. Og hvordan mon Assads nye te smager. Eller skal han sluge endnu en kamel eller bliver det en dromedar.

Ud over dette – alt det trygge og delvist kendte - finder vi en handling, der kører i sjette gear allerede fra side otte; og på siden 502 får vi så det sidste mord.
Ind i mellem disse to punkter skal vi følge Marco, som går lige så meget ondt i gennem som den lille pige med svovlstikkkerne. Vi er mest i Danmark, i Kregme af alle steder og København. Udovder fædrelandet er vi også i Italien og Afrika. Vi stifter bekendskab med kriminalitet og tyvebander, svindel i banker, professionelle, kolde og kyniske mordere.
Når alt dette er sagt, er det væsentligt, at nævne beskrivelsen af København, der er så nøjagtig, at man kunne give en kineser, en franskmand eller en afrikaner bogen (i oversat form) og den udlandske læser ville føle sig godt underholdt samtidigt med, at han ville kende en del af København ganske godt. Måske et godt råd til Dansk Turistråd.
Med risiko for at røbe noget af spændingen i handlingen, kunne man også kalde temaet i thrilleren her for ‘kampen mellem det gode og det onde’ og det er jo ikke altid det gode, der vinder. Det er det jo ikke – hverken i den virkelige verden eller i fiktionen. Men man kan jo håbe. Håbet er lysegrønt.

Man kunne stille sig selv det spørgsmål: hvorfor er det lige, at denne bog er så eminent. Svaret blæser i vinden.
Og dog.
Her kommer nogle eksempler på, hvordan forfatterens sprogbrug fungerer som pejlemærker, som vindopdrift ved en bjergside, som et sjældent solstrejf en mørk decemberdag.
P 22 Midt på siden – afsnit med Bevares … sidste sætning dér hedder: ‘Og det skulle det bare ikke.’ Det er anvendt tankesprog i en beskrivende passus, og det giver læseren en god forståelse af personen og ubevidst kommer man til at tage stilling til cons and pros, alt i mens spændingen stiger – for hvad nu hvis ‘det’ skete.
Sådanne sætninger findes tit.
Allerede på p 24 finder vi i sidste sætning en konklusionsætning, der afrunder afsnittet af. Og for læseren betyder det, at man kommer nærmere på situationen, og at man tvinges til at tænke ja til konklusionens rigtighed.
P 29 Vi møder her en hr. Snap. Men første gang han nævnes bliver det I genitiv, så der står altså Snaps. Midt I læsningen kalder det på et lille smil.
Overalt findes sproglige finesser.
P 33 i fjerdesidste sætning står: ‘Det var det måske’ Igen tankesprog. Hele afsnittet bliver sat i perspektiv.
Endnu en sproglig listesko p 36 midt på siden: ‘Som om Marco ikke vidste alt det’. Det er en ledetrådssætning, der fortæller os noget om Marco og bringer os i øget beredskab og spændingen stiger.
Apropos ordleg. P 66 her møder vi I et afsnit om eksotiske bygninger Kazamada og lur mig om ikke kasematterne har været indover. Man klukler.
Så er der de pudsige og overraskende sammenligninger, som denne p 123 ‘ … sorte mascara, det flagrende sorte hår og det gule halstørklæde lignede hun til forveksling Tysklands flag I strid blæst.’ Her er det let for læseren at danne sig billeder af omtalte Rose.
Sproglig fantasi finder vi på p 377 ca ti linjer fra bunden: Rivruskende. Et ord, der sender tanker mod udtrykket rivravruskende. Så er det nok ikke helt så slemt for Carl at komme hjem lige den dag, når der ikke er rav i den.
Det efterhængte ja og jo bruges mest I talesprog, men også effektivt her p 422 ca 15 linjer nede ‘… men rygterne sagde jo, at manden ikke var kommet sovende til sin formue, og at han også var en yderst effektiv og handlekraftig mand. Effektiv og handlekraftig, ja.’
Eksemplerne er bare nogle få af dem, der er så mange af. Det er blandt andet dem, der giver flow og gør bogen nærværende.

Noget som har ligget mig på sinde lige fra jeg så bogen første gang er hvorfor MARCO EFFEKTEN staves i to ord. Jeg ved det ikke, jeg ved det ikke, men måske får jeg det at vide en dag. Tålmod er en dyd, jo.

Fremtid
I det ganske land findes uanede mængder af læsehungrende mennesker, der spændt venter på næste bog om afdeling Q fra Jussi Adler-Olsens hånd. Og, jo, den skal nok komme, ja.
Jeg talte med Dan Turell, da han var ved sin tredje roman om den unavngivne københavner. Og spurgte i den sammenhæng om, hvormange titler han ville forfatte i serien. Hans svar var kort: ‘Ti, for det gør man.’ Så kunne jeg tygge lidt på det. Og mon ikke hr. Adler-Olsen har det ligedan.
******* syv stjerner ud af seks mulige.

Med de venligste hilsener
Thomas Leo-Hansen 

kr. 300,-
 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   

  
Judiths sang
af Juliette Charleman

Anmeldelse forfattet af Thomas Leo-Hansen

Bogen er et stærkt personligt værk. En roman der handler om kvinderne i en bestemt slægt; deres fælles skæbne og deres individuelle livsforløb. Der er ingen tvivl om, at en del af handlingen er hentet i personlige familieerfaringer. Bogen er let at læse, underholdende i sit eget univers og afvekslende med sit skiftende sprogbrug. Sproget i bogen skifter og følger især bipersonerne. Vi møder brovten tale ’Jeg skal sgu nok selv hente tøsen’ (p 53) og udpræget landlig tale ’Mæn’ de gang a’ én har væren’ te’ bal på kroen, er der ingen, der har vil’t danse mæ’ mig ...’ (p 49). Af og til – især når Grand-Papa er på banen – kommer der franske- og lidt italienskklingende ord på papiret. ’Si, si naturalmento.’ (p 150)
Der er ikke mange årstal eller tidsangivelser, men på side 344 får vi at vide, at Catherine er fra 1922. Og bemeldte dame er nummer to i aldersrækken. Før hende har vi moderen Magdalene. Derfor regner jeg med, at handlingen påbegyndes i 1900 og vi skal igennem i alt tre kvindelivsforløb: Magdalene, som nævnt, Cathrine, som allerede optræder meget tidligt i bogen, hovedpersonen Judith, der får to ønskebørn, som når at vokse lidt til. Rent statistisk er det et langt forløb, vi læser om. I hele den periode stifter vi bekendtskab med horebukke og en enkelt –tøs, en hængning i en lade; mindst én voldtægt. Et spring ud fra et vindue i panik over graviditet. Et uhyggeligt børnehjem, hvor der sker mere end politiet tillader. Et knivstik under slåskamp mellem to unge mænd Daniel og Sigmund. Disse to ender trods alt med at komme godt ud af det med hinanden. En kvinde der smider sin mand på porten, og måske ikke helt har gennemtænkt det. Et besøg på Hviids Vinstue, hvor en scene udspiller sig med overnaturlige og finurlige formuleringer og beskrivelser. En ond og kold psykiater, som oven i købet optræder flere gange. Og naturligvis også dødsfald. Det er ikke hovedpersonen, der lader livet. Lad mig røbe her, at det er moderen Catherine. Naturligt nok er hendes mor, det var hende, der hed Magdalene, - med i de sidste timer. Og det tror man på, fordi bogen er sådan forfattet, at kvinderne har en livsstyrke ud over det sædvanlige. Ikke kun almindelig styrke, men også viljestyrke.
Judith har det med til tider at gå lidt over gevind, men finder oftest tilbage til sit eget jeg; og så er læseren bragt tilbage til noget, der ligner normalitet. Og helt til sidst i bogen, og hvor alt er slut, runder onklen og manden Daniel af med en bemærkning om en fortsat ordstrøm, der kun lige er begyndt. Og dette kunne tolkes som om der var en fortsættelse i støbeskeen.
Og denne kunne ganske godt blot handle om Judiths liv efter moderens død. Der må være meget mere at fortælle. Ja, jeg føler mig sikker på, at vi får mere at vide om Judits liv efter det tyvende år og efter Catherines død. 

kr. 300,-
 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
Se varen i stort format     Den rasende hær
af Fred Vargas

Anmeldelse af Thomas Leo-Hansen

Bogen er lige så tiltalende, fængende og fremragende som mange af de foregående.

Hr Adamsberg og gruppen omkring ham løser problemer, store som små på den mest finurlige måde.
Forfatteren Fred Vargas som slet ikke er en mand og som heller ikke lyder dette navn, er i virkeligheden en kvinde med ben i næsen og ditto andre solidt plantet på jorden. Og netop naturligheden pæger dette romanmesterværk. Naturen betyder meget i handlingen og dyr i naturen har sine steder en fremtædende plads.
Derudover er der kidnapninger, men det er vel at mærke politiet, der kidnapper; der er folk der brænder op inde i biler. Heldigvis er det en ubehagelig person, det går ud over - en rigtig døgenigt.
Det lettere overnaturlige er naturligvis også at finde - indtil det til sidst ikke er så overnaturligt endda.
Vi møder en læge, der har magiske hænder og bag disse findes også en stor viden og lægelig indsigt. Selv om han egentlig sidder i fængsel - vist nok fordi han har slået nogen ihjel - betyder det ikke, at han forhindres i at komme opklaringen til hjælp.
Forfatteren har nu skrevet mindst fem romaner, hvori vi finder Adamsberg og de mandslinge og gæve kvinder, der omgiver ham. Med sikker hånd bygger hun, den arkæologisk uddannet forfatter, en karakteristik op omkring personerne. Det gøres sublimt. Personindviderne får ganske enkelt lov til at udvikle sig. Og lad mig lige røbe, at Adamsberg får familieforøgelse, og det sker igen på en måde, som de færrest, hvis nogen overhovedet, havde formået at regne ud.
Den største og mest centrale historie begynder med en kvinde, der vil betro sig til Adamsberg. Det er der så først fire senere flere, der dør af. Handlingen flyttes til omkring Bretagne og i narrative beskrivelser er vi i den grad på landet. Hvis man ikke ved hvordan køer bevæger sig, når de er på græs, så ved man det nu ved end læsning. Og det er nyttig viden finder man ud af.
At alting ikke er som man tror, ses med al tydelighed ved læsning af de sidste ti sider. Og intet skal røbes her bortset fra at Adamsberg ikke dør i denne omgang; og det ville også være en stor sorg - nærmest landesorg ikke bare her i landet, men i det meste af verden. Frankrig i særdeleshed.
I en boghandel i det sydlige nordsjælland fandt jeg hele fire Vargasbøger, som ikke er oversat til dansk. De tre er franske og den sidste er engelsk.
Så hvad venter forlaget på ? Hvis forlaget er I tvivl om hvilke bøger jeg mener, kan de bare ringe – jeg findes på de gule sider og KRAK

Oversættelsen fra fransk af Jesper Tang er fremragende, ligesom Vargas franske er unikt. 
Rosinante 2012
kr. 300,-
 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
   Eisenbergguldet
af Ulrik Darling Larsen

Anmeldelse forfattet af Thomas Leo-Hansen. (Alle er velkomne til at sende en anmeldelse til green@bogpost.dk hvorefter de bliver publiceret her)

Forlaget kalder bogen en spændingsroman; og vel er den spændende – endda meget spændende på sine steder. Men bogen er så meget mere. Den er underfundig, overraskende og helt sin egen.
Vi følger en – fornemmer man – forholdsvis ung jurauddannet mand fra Beatlesbyen Liverpool. Han er i Tyskland på noget der minder om en hemmelig mission og kalder sig en problemknuser. Måske er det dette knusergen, der får ham til først at forfølge nogen og i særdeleshed en ung kvinde, der i hans øjne slet ikke har rent mel i posen; og tilmed er maskeret; for derefter at blive overfaldet og slået og sparket. Og efter disse dramatiske optrin overtales han af den voldelige og noget udfarende pige til at bruge sin viden og kunnen i en sag, der ligger som et knugende åg på den unge piges kutteklædte skuldre. Man begynder her at se et skisma for den flinke juramand: Thomas Lang.
Ordet skisma betegnede i ældre tider fx en kirkestrid, og det er meget betegnende for det videre forløb, hvor vi løber ind i mærkelige ordener, svigefulde biskopper, forstander Braun, kommissær Ludenkopf og rektorer for både gamle og nutidige skoler.
Med hensyn til resten af handlingen er min mund lukket med syv segl.
Selve fortælleformen er tvedelt - nogen gange er man ’Medias in res’ ergo her og nu – action; andre gange er det ’Ab ovo’, hvor vi får informationer helt fra begyndelsen. Sidstnævnte fortællemåde er en rigtig fin façon, når forfatteren som debutant ønsker at gøre historien flydende, nærværende og alligevel med så megen substans. Ja, disse historiske kapitler får skær af flash back og fungerer fortrinligt. Faktisk er de også skrevet i en nutidig og present form. Man kan sige, at vi som læsere, på næsten samme tid, får to historier, der ligger i forlængelse af hinanden, og de forklarer og kompleterer hinanden.
Der ligger samtidigt og implicit en korrekt historisk linje i disse afsnit, så vi som læsere bliver gjort klogere og skarpere i historiens vingesus.

På udgivelsesdagen her forleden havde jeg et kort interview med forfatteren, og lad mig kort fortælle bare afslutningen af samtalen:
Interviewer: Siger du, at du har drømt handlingen, at du vågnede og havde sted, personer og plot i hovedet?
Forf: Ja, sådan var det. Jeg arbejdede videre på det, og skrev bogen om to tre gange.
Interviewer: Kommer der en bog til? og er det med nogle af de samme personer med?
Forf: Ja, der kommer endnu en bog.
Interviewer: godt og ...
Forf: Lad være med at afbryde, der kommer en bog og der er nogle af de samme personer med.
Interviewer: Drømmer du så også handlingen denne gang?
Forf: Ahe det, det-ehh det vil jeg sove på. 
Mellemgaard 2012
299,95
 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
   Den egyptiske tenor
af Bjarne Reuter

BOGANMELDELSE FORFATTET AF THOMAS LEO-HANSEN
(Alle er velkomne til at sende en anmeldelse til green@bogpost hvorefter de bliver publiceret her)

En slags krimi eller en forviklingsroman. En ord, ord ord-roman med forudsigelige arketyper. En roman man godt kan kalde hovedløs. De facto.
Hovedpersoner kunne være Kriminalkomissæren (fed, altid madtænkende, ildeset af den ministerielle boss) og hans væbner Rasmus Larsen (som altid får skyld for alt, lidt af en klovn – også kaldet Rasser. Og glemmes må ikke kriminalkomissærens kone.
Handlingens lokale rammer er Virum, Lyngby, Asserbo og Sdr. Omme. Desuden bliver Sydsjælland og Kairo brugt som sanselig kulisse.
En ord-ord-roman. Ja, lad mig give et eksempel:
P. 95; Han sagde, at maleriet af Harald Blåtand var specielt derved, at holdt an hånden over halvdelen af kongens ansigt, med venstre tommeltot pegende mod kongens næsebor fremkom der en grevmoltkepære, halen fra en mus og et omvendt kors: Det sidste skulle være et symbol for Fanden. //. Lidt senere på siden: Ja, sagde Larsen, han er en toogtyveårig invalidepensionist, tidligere stofmisbruger, som nu er i alkoholafvænning, han arbejder på deltid i Sdr. Ommes værested for førskolebørn med stressrelaterede spiseproblemer. [sic.]
Man kunne blive helt forpustet.
Bogen er delt op i I og II og i anden del er sproget mere deskriperende og sansende.
Og lad det være sagt ligeud. Der er mange paralleller personmæssigt, som rimer ganske meget på nulevende personer. Desuden findes ligefrem navnsnævnelse på eksisterende personer, eksempelvis Henning Dyremose.
Bogen er underholdende på sin vis og har en handling, som slutteligt ikke ligner nogen anden boghandling. Læner sig måske mere op ad virkeligheden.
Penis er blevet et modeord. Der findes brugen af penisfutteraler og på p. 140 får vi lige en ’olympisk’ beskrivelse:
Den ene illustration brister efter den anden, hvilket minder mig om et af mine forrige idoler, 400 meter-løberen, der vandt guld ved OL, LaShawn Meritt, som nu er blevet taget for doping. Han forsvarer sig ved at sige, at det ikke var planen at dope sig, stoffet var købt for at gøre hans penis længere, og nu kan LaShawn ikke sprinte mere, eftersom han falder over det, han har mellem benene.
På p. 145 er der sneget sig en meningsforstyrende fejl ind, eftersom man læser sover istedet for sovet. Man læser sætningen igen og igen. Tænker så, at det er en fejl, og skal tage handlingstråden op igen.
Som Bjarne Reuter siger: ’Det er ikke godt at gå, hvor Djævlen holder lyset.’

Med venlig hilsen
Thomas Leo-Hansen 
Gyldendal 2010
kr. 99,95 (paperback)
 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
Diabetes - Og Hvad Så?    DIABETES – og hvad så?
af Eva Bak Skov, farmaceut

BOGANMELDELSE indsendt af Thomas Leo-Hansen. Ønsker du også at anmelde bøger - send en mail til green@bogpost.dk og vi publicerer den på denne side.

Egentlig er det slet ikke nødvendigt, at have et familiemedlem, der er ramt af DIABETES. Denne bog rummer så mange livskloge og vise teser. Den taler til det gode i mennesker, den rummer humor; den ser livet som en gave.
Når det er sagt – er der alt det faglige, det konstruktive og ja, det følelsesprægede.
Er man i den situation, at man står med en diabetesdreng, -søn, -datter, far, bedstefar eller nabo, så er der her hjælp at hente. I afsnittet ‘Økonomisk indsigt’ p. 126 lærer man så meget, så man står sig godt i samtaler med diverse myndigheder.
Bogen ser den pludseligt opståede sygdom/tilstand fra alle vinkler. Hvad nu med resten af livet? Hvordan er andre på os I familien? Er der mulighed for meget sportsudøvelse, mon ikke tænker de fleste.
Frem for alt er den positiv i sin progression, tænkning og fremlægning.
Den beskriver flere metoder, som jeg aldrig har hørt om, der hjælper alment, men I særlig grad her I diabetessammenhæng.
Bogen kan bruges som 160 siders læsestof fra ende til anden. Den kan også læses ad hoc ved blot at benytte det meget gode og yderst fyldige register.
Mange vælger sikkert at læse fra a til z, og vil sikkert også benytte sig af ad hoc-modellen i en senere periode, når der lige er noget, der skal checkes.
Typografien er fin. Alt står klart og tydeligt. Afsnittene er forståelige og I god sammenhæng med hinanden.
Fotos er gode og informative, kun med et eller to undtagelser.
Udover register findes også en kildeliste og en kontaktinformation.
Alt i alt en positiv læseoplevelse af noget som for de fleste ikke lige klinger af fest og farver – og højt hår.
Forfatteren har en web-side: www.evabakskov.dk 
Greens forlag, 2012
kr. 250,-
 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   

De døde dukkers sommer

  
De døde dukkers sommer
af Antonio Hill

Boganmeldelse forfattet af Thomas Leo-Hansen

En fremragende blanding af krimi og politiroman.
Forfatteren er til daglig oversætter fra engelsk til spansk, og derfor er det heller ikke overraskende, at sproget er så flydende og letglidende. Hans erfaring med behandling af sproget gør således, at denne debutroman virker veltrimmet og gennemtænkt.
Romanen foregår i løbet af en lille uge. Den begynder simpelthen med ’I går’ og slutter med ’I morgen. Det er de to korteste afsnit, men måske de mest sigende. I det første minikapitel får vi serveret liget af en ung pige. Hun er druknet(?) i en pool omgivet af sin søsters mange dukker og bamser.
Så er scenen sat.
Nu følger en mængde opklaringsarbejde, hvor vi langsomt kommer tættere på hovedpersonerne i politiregi. De to Héctor Salgado og Leire Castro er dem, der står stærkest i personbeskrivelsen, hvor de andre er mere udviskede.
Over for politipersonerne er der et væld af oplagte mordere og bipersoner. Her er det sært nok moderen til endnu et mordoffer, Joana Vidal, der står stærkest.
Det er ikke set så tit, at der er en del børn med i agendaen, men her er det yderst fint beskrevet. Faktisk står drengen Alexis meget skarpt.
Handlingen skal der ikke skrives om. Og dog.
Vi er i Barcelona og det er varmt. Hører ikke meget om byen som sådan.
Fra side 221 tager handlingen fart, og de gisninger, som man altid gør sig, holder faktisk ikke vand. Man bliver overrasket.
Når man er blevet grebet i fejlgæt og ånder lettet op ved slutningen, så viser det sig, at nok kan man sige, at loven er sket fyldest, men bogens personer skal arbejde videre og Héctor Salgado har svare problemer. Det ses tydeligt i sidste minikapitel ’I morgen’.
Hvis jeg havde fri, var det lige før, at jeg tog til Barcelona for at hjælpe ham.
Med venlig hilsen Thomas Leo-Hansen 
Forlag: Lindhardt og Ringhof, 2012
250
 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
Strip Jack
af Ian Rankin

BOGANMELDELSE AF THOMAS LEO-HANSEN
(Alle er velkomne til at indsende en anmeldelse. Skriv til os og vi lægger den på siden her).


Ti bøger mindst af denne forfatter har glædet mig helt ustyrligt. Og her er endnu en.
Der er et godt plot, desuden en god forvikling, en del socialforståelse, en rebelsk folkehelt, der oveni købet er politimand med efterforskning som speciale, og han har en heldig hånd med opklaringen. Oftest går der lang tid før der sker noget særligt inden optrevlingen. - Mens vi venter på yderligere action fås et indblik i Glasgow som by og nogle af de politirelevante figurer. Mest om dem Rebus ikke bryder sig om – eller er forelsket i: inden for politietaten; - og i denne udgave, Strip Jack, hører vi også meget om en tilsyneladende forelskelse fra Rebus side. Det er en meget omgængelig kvindelig overlæge, som ikke kommanderer, klandrer eller klager over de mindste bagateller. Hvordan det ender skal jeg lade være usagt. Rebus er også i tvivl selv. Det ses tydeligt af hans overspringshandlinger, hvor han lader andre og irrelevante detaljer bestemme, om han skal hjem og overnatte hos ’la femme fatale’.
Efter at have fulgt med i Rebus’ forbandet irriterende chefs arrangement af en bordelstormning, står læseren næsten sammen med betjentene og de halvt eller ikke påklædte glædespiger, for ikke at nævne de stakkels mænd, der var ’alieno loco’ (ugunstigt sted; og mon ikke det er en dobbelt ablativ) og alle fornemmer blondegardiner og dukel belysning og måske fransk harmonikamusik i baggrunden, eller er det italiensk operettemusik, der smyger sig listigt ud af de skjulte højttalere, eller er det græsk, zorbansk, listig dansemusik. – Indtil et rum yderst og øverst oppe må stormes af Rebus sammen med en ung betjent. Man ser det for sig: midt i sengen med de bare ben i vejret ligger en højtgrinende pige og en mandsperson, som ikke er hvemsomhelst. Det er Mr. Jack, Gregor Jack, valgt til parliamentet som den ene af to fra hele valgkredsen – og så har vi balladen.
Politiet, der havde fået et tip, havde også tippet pressen, var på pletten med flere arrestationer til følge og pressen tog flere fotos end den samlede turistmasse havde taget i hele Glasgow den dag. Rebus har det ikke godt.

Med i persongalleriet er også en berømt skuespiller, der har en kone som ligger i med – eller gør hun også det. I hvert fald har hun en flod i baghaven, hvor hun efter indtagelse af steso’er og sikkert vodka finder et kvindelig, der stadig har sine ringe på. Politiet bliver tilkaldt. Rebus er ved at blive stukket ned, da han ankomer. Han formeligt løber ind i knivstikkerens favn for at komme i læ for regnen. Man ser det for sig. Heldigvis for handlingen overlever han.
Der dukker endnu et kvindelig op – og så har vi misèren.
Vi skal lige igennem Jack’s kones karakteristika. Og hun har et rigt liv. Lige nu er ikke til at finde, bortset fra at flere netop har talt i telefon med hende.
Men lad nu hende ligge.
Deres fælles sommerhus, et godt muret stenhus på en stor grund, mindst 100 kilometer væk har ofte været rammen om gode fester, også vilde fester. Omkring denne residens udspiller den sidste del af handlingen sig med brask og bram – og ild og ikke meget vand.
I bøger om Rebus drejer det sig ikke bare om at opklare et eller flere mord. Der kommer flere handlinger til: små affærer, nogle underfundige ordspil og overvejelser om livets vilkår og gebrækkeligheder. Enten er det vældigt hyggeligt eller også skriger man af grin.
Lad os få nogle flere om Rebus fra Ian Rankins hånd. Hurtigt. 
Forlag KLIM
kr. 50,- (pocketbog)
 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
   Fatimas Hånd
af Ildefonso Falcones

BOGANMELDELSE AF THOMAS LEO-HANSEN
(alle er velkomne til at indsende en anmeldelse - skriv til os vi lægger den på siden her).

En flot og lang fortælling på hele 897 sider.
Lad mig indlede med at jeg læste bogen færdig, og det skete på fem dage.
Bogen er opbygget dualistisk. Der er to af hvert. To grupper, der modarbejder hinanden. To mænd der toppes. To religioner, hvis ideologier står modsætningfyldt og krigerisk overfor hinanden.
Det er denne dualisme, som er værkets omdrejningspunkt og skaber fremdrtiften i handlingen
Vi begynder i 1568 og slutter lige efter 1612, og handlingen foregår i Spanien.
Hernando er hovedpersonen. Endnu ved han ikke, hvad hans liv byder ham de næste 50-60 år. Og sikken et held, for med al den ulykke, slid og uretfærdighed, så var det slet ikke sikkert, at han orkede det. Så havde han måske bare fortsat som æsel- og muldyrdriver hos familien med den onde stedfar og mor med Hernandos halvsøskende.
Hernando bærer kimen, ja, han er mærket, fordi han er kommet til verden gennem en vodtægt af hans fjortenårige mor. Faren er en højtstående kristen præst. Inden fødslen når morfaren at få giftet moren væk – uden medgift. I denne familie vokser Hernando, som også kaldes Hamid eller Ibn Hamid, op. Usle kår, ingen kærlighed, dårlig mad og hån fra halvsøskende – ja og urimeligt meget og hårdt arbejde fra den årle morgenstund.
Grunden til et melodrama er lagt.
Familien hører til maurerne. Disse bliver senere kald morisker, som er betegnelsen for en maurer, der bliver tvunget over i kristendommen.
Den onde stedfar hedder Brahim og er mere grusom end godt er. Han er desuden hjerteløs, selvisk, brutal og uretfærdig. Endelig og helt urimeligt – så har han også heldet med sig. Ganske ufortjent.
Vi oplever, at stedsøn og stedfar nogen gange har modsatrettede ønsker og hensigter. Det fører alskens ulykke med sig. Andre gange har de interesse for samme emne, og det bringer et voldsomt væld af vanskeligheder på linje med syndfloder og vulkanudbrud med sig.

Hver gang det går dårligt for en af aktørerne, kan man føle sig ganske sikker på, at denne på en eller anden måde bringes i spil igen. Så dukker han/hun op igen og har fået nye kort på hånden. Til tider virker det noget overraskende, hvordan det er skruet sammen. En slags ’Deus ex machina. Et eksempel på dette kunne være da Brahim, efter at have trukket ulykkekortet tre gange, ender i egnen af Marocco. På en halv side har han stjålet guld sølv og diamanter – og vips så er han på banen igen.
Og eller men, sådan må det jo være.
Fra omkring side 600 begynder Hernando et arbejde, som synes at forlene islam og kristendommen. Spændende at høre om og ganske udførligt beskrevet.
Og bogen skal jo ende. Hernando har tålt, mistet, reddet flere børn og kaligraferet koranen optil mange gange på både pergament og håndlavet papir – og så står han i en situation, som han har været i gennem det meste af bogen men her yderligere tilspidset. Valget mellem to koner, og begge er han gift med. Den ene bekender sig til en tro den, den anden ...
Og så skal han vælge mellem hvilke børn han vil have med. Og hvor skal han rejse hen. Ender han i rigdom eller armod. Eller hvor ender han. Hvis han ender.
Bogen er godt oversat af Anne-Grethe Østergaard 
Forlag Cicero
Tilbudspris 300,- Normalpris 400,-
 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
   Bob Dylan's Bedste
af Jep Loft

Boganmeldelse af Thomas Leo Hansen

Forfatteren har en tanke. En god en af slagsen. En yderst god og vægtig pointe: Hvorfor ikke sætte Bob Dylans ord over i læseligt dansk, så alle får en lettere tilgang til forståelsen og meningen med det hele. Og det gør han så med 44 tekster/sange fra 1963-1968. Han mener selv, at det er i den periode, de bedste tekster er skrevet. Og rigtigt er det, at der i den tid blev skrevet fine sager; og ganske klart er det også, at Bob Dylan faktisk er fortsat med at skrive gode sange med fine, fornemme og finurlige tekster helt frem til i dag.
Bogen er forsynet med noter og forklaringer om, hvordan man kan læse bogen med større fornøjelse. Alle sangene er bag i bogen kommenteret med hensyn til enderim, versefødder og trykstærke/tryksvage stavelser.
Der er mange mennesker, der har forsøgt sig med oversættelse af Dylans ord. Noget lykkes, andet ikke. Her er vel den største samling af dylantekster, som i det store og hele er lykkedes endda meget fint.
Bogen er meget rimelig i pris, så den er i alle henseende anbefalingsværdig, og den kan også bruges pædagogisk - ved for eksempel at forære den til en af dem, der altid får nævnt - at han eller hun aldrig har forstået 'dylanræset'.
En af sangene i bogen interesserer mig særligt, fordi jeg i 1967 - to år efter Highway 61 revisited udkom - selv oversatte 'Desolation Row'. Jeg så det som en udfordring, da sangen er meget anderledes og meget åben for fortolkning, og så er den meget lang. Der gik det meste af en juleferie. Gendigteren Jep Loft har nok gjort det bedre i bogen her.
Alligevel skriver jeg lige min egen version som et alternativt bidrag.
Lige forleden opdagede jeg, at der er kommet endnu en udgave af denne ellers nye bog. Med flere sange i oversættelse. Også det er positivt. Man kan glæde sig til at Jep Loft giver sig i kast med nummeret/sangen/teksten til 'Every Grain of Sand'. I medens kan vi andre hygge os med den i Bob Dylans udførsel.

Desolation Row

På dansk:
Mismodighedens Allé

De sælger postkort med de hængte;
de maler med en pind på papir.
Frisøren har travlt med befængte,
det er cirkus i byen, der gi’r.
Ind ses en blændet kommissionær,
se hans gåen og komme.
En linedanser har hans ene hånd,
den anden er i egen lomme.
Uropatruljer er urolige,
de vil gerne ud at se,
da Fruen og jeg vil lufte os
på Mismodighedens Allé.

Ligetil, det er Askepot,
men at kende én er svært uden fejl,
for baglommen er hjemsted for en tommeltot.
Bette Davis’ style.
Jamrende kommer Romeo hen:
’Du hører til hos mig, vistnok.’
Og nogen siger:’Fis af min ven,
Du er lidt okkenok.’
Den eneste lyd der toner frem
efter ambulancens ve,
er den fra Kosteaskepots hjem:
Mismodighedens Allé.

Nu er månen næsten på tælling,
stjerner begynder at gabe.
En spåkone, sigøjnerkælling
stabler sine ting i skabe.
Dog ikke Kain og Abel
og uhyret fra Notre Dame.
Alle og enhver kan se de elsker løs,
eller venter på regn med det samm’.
Den gode samaritaner gør sig te’,
han gør sig lige klar til at se
et karneval i Mismodighedens Allé.


Ofelia er i et vindvedsfag,
af hende har jeg så ondt.
På hendes unge årsdag
ligner hun et gammelt bundt.
For hende, er død komfaldera:
Iklædt stål og vesir.
Hendes job er hendes mantra,
hendes synd: lutter lækkert lir.
Skønt hendes blik er rettet mod
Noahs regn in spe,
driver hun rundt for at se
ind i Mismodighedens Allé.

Einstein klædt ud som Robin Hood
med sine minder i en dunk,
var her en time fra nu dut dut
med vennen en skrivesyg munk.
Han virked’ så ulastelig og skæppeskør
og fik sin cigar rettet til,
mens han sniffede til nedløbsrør
og citerede alfabetets spil.
Nu kan du ikke se det på ham,
men han var temmelig kendt, du ve’
for at spille elektrisk redekam
i Mismodighedens Allé.

Doktor Snavs er så stringent,
læder, skidt og snot for sig,
skønt hans kønsløse patient
punker alt som en leg.
Sygeplejersken – en ’tæt på taber’
hun fører syrehullets annal
lægger også kortene og gaber;
ha’ ømhed med hendes kval.
De spiller alle med hæslig hånd.
Hør, la’ vær’ med at le,
hvis du læner dig langt nok ud fra
Mismodighedens Allé.

En genbos ruder er malet mørke,
der forberedes til det store bal.
Fantomets tenor gi’r tørke.
En stil for en præst og hans kald.
Med en teske mades Cassanova
og han kvæles i sin selvtillid.
Ordene forstår han ikke et ord af,
forgiftet af edder, brød og lidt nid
Og Fantomet råber til en berad med babser:
Skrup ud herfra. Det skal sku’ ske:
Cassanova, han tog tæv og klaps og
alt i Mismodighedens Allé.

Ved midnatstid ser agenter
og det super humane hold
alle de folk de henter
til fabrikker i tusind fold.
For de ved mere end godt er:
Hjertestopmaskinen bor
henover folkerners skuldrer.
Dens væske ætser nu som klor
nedbragt fra slotte, der smuldrer,
af forsikringsfolk som ve’,
at ingen slipper ud derfra
Mismodighedens Allé.

Hurra for Neros narhval,
og Titanic flyr ud i det blå.
og alle råber: Den er helt gal,
hvis side er du på’?
Herman Bang og I C Jacopsen,
de slås på kaptainens bro,
mens calypsosangere griner igen,
og fiskere er glade og fro,
Der ved venstre vindue ved det hav,
hvor havfrøkener danser step, måske.
Og ingen har nødige tænkekrav på
Mismodighedens Allé.

Jeg fik dit brev just her i går,
netop som dørens greb fald af.
Og du ville vide, hvordan det går.
Hallo, hvem er du valgt af?
Og alle de folk du lister,
de sku’ skøre en masse,
og de ansigtstræk de mister,
stopper jeg ned i sprit på glas.
Lige nu er det for mørkt om jeg må be,
ingen breve kan jeg se,
kun dem der er stemplet i
Mismodighedens Allé.


Thomas Leo-Hansen 


 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
Skuespilleren    SKUESPILLEREN
af RICHARD MONTANARI

THOMAS LEO-HANSEN ANMELDER:

En spændende og yderst velskrevet bog. Læseværdig på mange fronter og i flere lag. Der er gode situationsbeskrivelser, som giver billedlige, filmagtige sekvenser på læserens nethinde.
De to hovedpersoner Kevin Byrne og Jessica Balzano bliver budt på mange udfordringer i deres politimæssige gerning; og vi bliver budt på både spænding, gru og gys.
Selve opbygningen er veldisponeret, og som titlen antyder er vi i filmens univers. Det fyger ikke bare rundt med kugler om ørene på B og B. Det fyger også med filmtitler, filmiske ørehængere og oplysninger om hvordan denne eller hin scene er optaget.
Vi følger de to hovedpersoner hver for sig i deres dagligdag med de genvordigheder de bydes. Og heldigvis evner forfatteren at få de to personers dagligdag til delvis at smelte sammen. Ikke nok med - de dagligdagsproblemer flytter i nogen grad med over i opklaringsarbejdet. Og her giver de en ekstra dimension.
Absolut en oplevelse at læse.
I året 2009 udkom forfatterens debut i Danmark: Rosenkransmorderne. Den er ligeledes spændende og langt hen ad vejen uforudsigelig.
Thomas Leo-Hansen 

KR. 129,95
 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
Solisten    Solisten - Historien om Kim Larsen
af Jakob D Lund og Peter Rewers

275 dejlige sider med nyttig information om performeren, sangeren, komponisten, tekstforfatteren, samfundsrevseren og familiefaderen.
En bog om Kim Larsens liv mest set og vægtet udfra hans tekster og hans melodiers folkevarme og lethed.
Ingen af forfatterne var født, da Larsen slog sine første følsomme folder som solist. Derfor er det også meget naturligt, at vi følger Larsens liv via citater fra diverse radio/Tv-interviews og især qua udtalelser fra musikere og familiemedlemmer.
Der er en del fotos – også nogle, der ikke tidligere er set – de findes i s/h og i farve.
Biografien er underholdende og giver en næsten kanonisk gennemgang af gavflabens meritter, men er især gavnlig og givtig i fortolkningen af vigtige perioder i Larsens liv. Ligeså er bogen fin, når læserne informeres om baggrunden for de forskellige albums tilblivelse.
Bogen bliver helt i særklasse, når man i den sidste del af værket får en forklarende fortolkning af personen lune Larsen, som også har en side af sig hvor modsætninger mødes. Barsk og blød – rig og på røven [sic.] etc.
Ret tidligt i bogen p. 71 bliver vi mindet om sangen ’Langebro’ – hvordan den opstod, og hvor melodien kom fra. Amerikanske Joan Baez’ version af en aldrende engelsk folkesang ’Geordie’ var Larsens oplæg.
Samme Joan Baez var kæreste i et par år med sangeren, komponisten, tekstforfatteren, samfundsrevseren og familiefaderen Bob Dylan, og der er på sin vis en lighed mellem de to, Larsen og Dylan.
På nogle af de første sider i ’Solisten’ læser man i øvrigt, at Larsen var meget fascineret af og lyttede meget til Bob Dylan.
Der er naturligvis også store forskelle på de to nationalskjalde, men ligheder er der imidlertid. Næsten lige gamle blot små fire års forskel. Spiller begge guitar og begynder deres musiske himmelstorm med næsten ikke at mestre instrumentet.
Får stor set lige mange børn, og begge får en søn, som følger i faderens fodspor. Og begge oplever en skilsmisse, som giver anledning til to pladeinspilninger (én fra hver) som bliver rost som skelsættende. Dylan skaber ’Blood on the Tracks’ og Larsen ’Hvem kan sige nej til en engel’.
Der findes flere lighedspunkter. Og når dette er sagt og skrevet, skal der alligevel nævnes at Larsen, han er sgu sin egen.
Forfatterne Lund og Rewers skal roses for deres research og herfra skal blot nævnes, at man mangler et fyldigt register/diskografi hvor alle numre/titler er nævnt – og et grundigt og gedigent index til titler, navne og stednavne.
Bogen udkom i 2011 den 21. oktober. Bogens forside er flot lay-outet af Søren Damstedt, Trefoldigt hurra.

Med venlige hilsener Thomas Leo-Hansen

 
Gyldendal
http://shop.boghandleren.dk/Solisten/bog/247694
 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
Steve Jobs    Steve Jobs - en biografi om manden bag Apple
af Walther Isaacson

Anmeldt af Thomas Leo-Hansen

I sandhed en bog der handler om en drøm, der går i opfyldelse; en bog der handler om det ypperligste inden for teknologi, design og brugergenialitet.
En biografi om manden, om nogen, der lavede en bule i universet: Steve Jobs.
Bogen er kronologisk opbygget, og med det tempo, den holder hele vejen og med alle de tusindvis af væsentlige navne og gaggede hændelser – så er det særdeles godt og velvalgt.
Man føler sig båret igennem bogens sider, man føler sig næsten fulgt og fløjet fra kapitel til kapitel. Vi læsere er i hælene og ved siden af aktørerne i bogen. Beskrivelsen af hovedpersongruppen er så intens, at man kan mærke de tilstedeværendes sindstilstand, man kan fornemme hvordan Steve Jobs lugter i perioden, hvor appleprodukterne er i deres vorden.
Denne forfatter – Walter Isaacson – kan skrive, så man føler den californiske sol brænde jorden tør og dine og mine skuldre møre.
Forfatteren har tillige erfaringen med biografier. Skrev tidligere om Einstein, Benjamin Franklin og Kissinger.

Godt hundrede sider inde i bogen får vi også beskrivelsen af hvordan Levinsen vinder Steeve Jobs for sagen med at få skrevet en biografi. En ganske signifikant fortælling.
Med sin bog ønsker forfatteren at give et ærligt billede af manden, der i den grad er ankermand og tovholder for appleproduktionen. Det er billeder, der står klart i bevidstheden og er lige så tydelige, som et foto i den fineste opløsning på en I-pad.
Steve Jobs – er en mand med så mange fortrinlige talenter og med en sammensat natur, en stædighed, en trods, en god portion held – og frem for alt et ønske om at forandre og en drøm om at lykkes.
Og det lykkes i højeste potens for ham (Og tak for det) – og for os andre er verdenen blevet smukkere, lettere og et bedre sted at være.

Det kommer nok ikke bag på nogen, at Steve Jobs er en stor Dylanfan. Historier om musikken, ordene og manden bag sætningen ’the loser now is later to win. – En del af kapitlernes overskrifter er sætninger fra Dylans univers.
Ikke blot fra Bob Dylan er der hentet citater. Poul Simon er også opmand og god for en sentens eller to. ’ Still crazy after all these years.’
Godt gået af både Jobs og Isaacson. 


 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
   Knivens Æg
af Abraham Verghese

Anmeldt af Katrine, Greens Boghandel

Knivens æg handler om tvillingerne Marion og Shiva Stone som bliver født på et missionshospital i Etiopien. En fødsel som slår moderen, en indisk nonne, ihjel og får den formodede fader, den britiske kirurg Thomas Stone, til at stikke af, for ikke at vise sig igen. Marion og Shiva vokser op hos to andre læger, Hema og Ghosh, som træder i forældrenes sted og opdrager dem. Drengenes barndomsveninde Genet, som de begge elsker, bliver senere årsag til at brødrene skilles og Marion drager i landflygtighed i USA, hvor han uddanner sig til kirurg og møder sin far igen. Det lyder som en lægeroman og det er det jo - men ikke på den gængse kvalme sødklistrede facon. Bogen, som spænder over fem årtier og tre kontinenter, er godt skrevet, spændende og samtidig en fascinerende indføring i især ethiopisk historie og kultur. Den indisk-amerikanske forfatter Abraham Verghese er selv uddannet læge, og født og opvokset i Etiopien - så han har noget at have det i, når han malende beskriver en operation eller politisk opstand på et marked. Den kan anbefales til alle der holder af en god velfortalt og medrivende historie.  

kr. 100,- hardback
 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
  
Vinter i Madrid
af C.J. Sansom

Anmeldt af Katrine, Greens Boghandel

Romanen er en politisk roman, som historisk ligger i perioden under og umiddelbart efter borgerkrigen i Spanien. Udover elementer som Le Carre'ske actionsekvenser, svære valg, kærlighed og tab i borgerkrigens skygge handler bogen lige så meget om hvad der kan ske med et normalt anstændigt menneske i en periode hvor ideologi og tro smuldrer.

Selvom scenen mestendels er sat i Spanien, handler romanen lige så meget om England og landets (og diplomatiets) manglende nødvendige ironiske distance til at håndtere et andet ideologisk univers.

Velskrevet og fængende ferieunderholdning. 

300,- i harback 130,- i paperback
 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
nyhed_bog1110

  
Hotellet på Hjørnet af Bitter og Sød
af Jamie Ford

Thomas Leo-Hansen anmelder:

En nys udgivet bog med hjertet på rette sted. Ikke nok med det. Den vil fortælle en historie, og lad mig sige det lige ud. Den handler om kærlighed. Ikke noget overordnet. Ikke noget med Guds kærlighed. Det er kærligheden mellem to mennesker, der virkelig elsker hinaden – og har gjort det gennem fire dekader uden egentlig at have set eller hørt noget til hinanden.
Og så slutter bogen for tidligt; næsten lige der hvor man måtte mene, at bogen skulle til at have sit peak point.
Selve kærlighedens væsen bliver her beskrevet, - og skulle du have glemt hvordan det virkeligt føles – så læs og nyd.

Og jo, der er også meget mere. Man kan få den tanke, at bogen er skrevet for at vise bogen som et uimodsagt medie. Bogen her beviser hvorfor Guttenberg opfandt trykkemaskinen.
Sidenløbende med al den vidunderlige kærlighed finder vi en helstøbt historie omkring krisen i 1942 mellem japanere og kinesere på amerikansk grund. Guld værd for alle historieinteresserede.
Og hvis det ikke skulle være nok får vi også et freudiansk fortælleforløb omkring den mandlige hovedperson og dennes far. – For kun senere se dette forløb forløst i fortællingen om igen hovedpersonen og dennes søn. Det er mesterligt og fin læsning.
Hvordan fortællingen ender røbes ikke her – hvis fortællingen ender overhovedet. 

300
 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
   Køresvenden
af Selma Lagerlöf

Anmeldt af THOMAS LEO- HANSEN

Man kan vælge at se denne lidet kendte bog på 180 små sider som en kriminalistisk roman, man kan også vælge at søge kendskab til forfatteren og sætte sig ind i den tid, som hun levede og skrev i.

Scenen er sat allerede fra første side.
Det er mørkt, det er koldt og en engleblid smuk frelserpige ligger for døden smittet med tuberkulose af den mand, som vi senere erfarer er grov over for sine børn, et skarn over for sin kone, ubehøvlet over for alle han møder; er løgnagtig, og han er voldelig. Men han er også genstand for søde søster Edits kærlighed.

Det er timen før nytårsklokkernes bimlen, og der er næppe en time tilbage før klokken falder i slag. Holm med fornavnet David er den er den grove og brovtende misdæder fra før; og just nu sidder han med to kammersjukker under store træers sorte grene på kirkegården. Urets visere ses tydeligt, og de nærmer sig skæbnetimen – klokken tolv midnat. Holm fortæller dramatisk fra en sand historie, hvori en særdeles traurig skæbne rammer den person, der dør sidst lige før det nye år ringes ind.
Hans to kumpaner er ikke helt så garvede og hjerteløse, så de mener, at ville give besyv med omkring David Holm og hans manglende besøg hos - Den tuberkuløse og snart døende frelserpige Edit. De geråder sig i slagsmål og enden bliver Holms noget overraskernde endeligt.
Han er død, men ind træder en særlig, og meget fin fortalt midterstemning, hvor personen eller liget Holm stadig sanser og lader sine tanker få flugt.
Sammen med køresvenden er han nu indlagt til den skæbne at befordre døde fra åstedet til graven hele det næste år. Dette sker i en ligvogn, som er rådden, knirker og hesten er halt. Netop den historie han selv var ved at fortælle på kirkegården udspiller sig nu med ham selv som hovedperson.
På hans lange natlige rejse rundt møder han slutteligt Edit, som er så tæt på døden, at de på sin vis mødes på samme level.
Et underfundigt møde, hvor kærligheden er hovedperson, hvor skyld, sorg og fortrydelse er kardinalpunkter, mens tilgivelse er en meget stor medspiller.
Bogen har en positiv og åben slutning, som ikke skal røbes her.
Blot “ – Gud, lad min sjæl nå til modenhed, inden den skal høstes.”

En sætning, der kræver eftertanke – især når man lige er blevert færdig med en sådan formidabel fortælling.

Oversættelsen fra svensk er fin, skønt vi møder sære ord som slumsøster (p. 8), trohjertede (p. 67) og tapetdøren (p. 92).
En god roman, som man bliver klog af – og som er hos læseren meget længe.
Ikke ufortjent at Selma fik Nobelprisen i litteratur i 1909 – bare 51 år gammel. 
Gyldendal, 2011
200
 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
   Fortids synder
af Ian Rankin

Anmeldt af THOMAS LEO-HANSEN

Har man ikke læst noget tidligere af denne forfatter, så er tiden kommet nu. Denne roman udspiller sig i Skotland og i en stor del af tiden i Glasgow. Mange af beskrivelserne er meget nøjagtige, og dette sammen med en meget spændende handling og et troværdigt persongalleri, gør det til en fornøjelse at være i selskab med John Rebus og hans arbejde med at holde kriminaliteten fra døren. Der er heldigvis mange bøger i serien om denne galskabens mand. Bedst er det at læse dem i den rækkefølge, de er skrevet i.
Sproget er letlæseligt og tonen i dialogen er ofte både barsk og morsom.
 


 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
   Natønsket
af Anne B. Ragde

Anmeldelse af KIRSTEN EICHE DEHN, Virum

Anne B. Ragde, som er mest kendt for familiesagaerne Berlinerpoplerne og Arseniktårnet, præsenterer med »Natønsket« en samtidsroman, der handler om en ung kvindes jagt efter og på samme tid flugt fra nærhed og kærlighed. På overfladen en anderledes Anne B. Ragde roman, idet den kvindelige seksualitet er en detaljeret medspiller i fortællingen, men man genkender hurtigt den følelsesmæssige afstumpethed og angsten for at begive sig ud på kærlighedens dybe vand, som kendetegner de tidligere romaner.

Bogens omdrejningsspunkt er singlepigen Ingunn, som arbejder som velanskreven musikjournalist på avisen Adressa, og på overfladen har et velfungerende liv med styr på tingene. Privat lever Ingunn dog et trist og ensomt liv uden nære tilhørsforhold og er på evig jagt efter sex, for at fylde tomheden ud. Ingunn har en umådelig appetit på mænd og tilfældig sex, - der som ligesom de store mængder af hvidvin, konsumeres for at holde ensomheden og det uerkendte ønske om at finde nærheden med et andet menneske på afstand. Ingunn skærmer sig selv og lader ikke de mandlige bekendtskaber komme tæt på, og afslutter brutalt forholdene, for på den måde at gardere sig imod afvisninger. Da Ingunn møder en mand, som hun ikke kun tænder sexuelt men også følelsesmæssigt på, synker hun ned i et dybt hul og for første gang i mange år, ved den kvindelige hovedperson ikke, hvordan hun skal forholde sig. Skal hun flygte, eller tør hun opsøge kærligheden ?

Romanen indeholder detaljerede sexscener, som beskriver, hvordan Ingunn møder de mænd, hun dyrker sex med, og hvordan det foregår. At kalde det en erotisk roman, som forlaget betegner romanen, er efter min mening misvisende - hvis man definerer erotik som den sanselige men også om den lidenskabeligt åndeligt stimulerende del af kønslivet, som er den klassiske definition. Der er ikke noget åndeligt over den sex, Ingunn dyrker, nærmere noget meget distancerende, trist og forstemmende.

Anne B. Ragde formår dog gennem sit meget præcise sprogbrug at krænge Ingunns følelsesmæssige tomrum ud til læserne, gennem de tanker Ingunn har under og efter sexakten, og forfatterens evne til at krybe helt ind under huden på de menneskeskæbner, hun skriver om, er helt fantastisk.

Natønsket er en god roman på den triste måde. Ingunn's angst for at begive sig ud på det dybe vand rent følsesmæssigt, med risiko for at blive svigtet,
er der nok mange der kan genkende fra dem selv, eller nogle de kender. På den måde rammer romanen noget alment menneskeligt, som krydret med de seksuelle beskrivelser, er tankevækkende læsning. 


 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
   Scarpetta Faktoren
af Patricia Cornwell

Anmeldt af forfatter PIA REEESEN BRØNNUM

Krimiromanen er overvældende, ikke kun på grund af de 500 sider, men allerede fra start, hvis altså man læser sidste afsnit med "Tak."

Her er en krimiforfatter, der virkelig kan sit tekniske kram, både hvad IT, politiopklaring og den psykologiske dybde angår. Nu har hun også været computeranalytiker på et retsmedicinsk institut og hendes dybdeborende research har også rødder i de tungeste eksperter indenfor denne verden! Det gør bogen troværdig.

Jeg vil helt klart anbefale, man læser Scarpetta-serien fra begyndelsen ellers får man noget af et detaljechok med navne og begivenheder, som man først langsomt finder ud af som siderne vendes. Det er lidt forvirrende.

Når man tænker på de danske krimiforfatter, så er Patricia Cornwell langt foran, en klasse for sig selv. Kvalitet. Men måske også en lidt for meget detaljenørd, jeg synes selv, jeg er det, men Patricia er til Guld. Kan man leve med at springe IT og fagsprog over og bare gætte sig til, hvad det betyder, så er det fint. Men nogen gange er den bare for realistisk, så det er lige ved at blive trættende.

Til gengæld er personbeskrivelserne rigtige gode, og plottet behøver vi slet ikke at kommentere, den sidder bare i skabet.

Kan man lide krimier, der mere er politi og retsmedicinske, er denne krimi et must. Jeg vil slet ikke bruge det nedsættende ord femi-krimi - for så skulle alle mandekrimier jo kaldes Macho-krimier :-) Dette er IKKE en femikrimi.

Jeg nød sproget, det ligger langt fra de fleste skandinaviske, der helst ser det som deres fineste opgave at gøre sproget så hverdagsagtigt og grovt som muligt. Sproget er dog ikke så forfinet, lyrisk og beskrivende som en engelsk roman.

Bogen er meget filmisk opsat. Men hvad, de fleste engelske og amerikanske krimiserier bliver jo også filmatiseret, så det er godt at være forberedt.

Men alt i alt en rigtig spændende krimi, men husk læs den første i serien først. Gør man dette, er der til mange mange regnfulde dage!!

For mig er den lige en tand for teknisk, og giver derfor krimien 3 stjerner ud af 5.
Men prøv selv at læse den og anmeld den her på siden...!

Varme solhilsner.
Pia Reesen Brønnum
Forfatter
Virum 


 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
Jordbær    Jordbær
af Klaus Rifbjerg

Forfatter SØREN SØRENSEN anmelder Rifbjerg

Måske, måske, måske.

Store Klauses seneste er måske'ernes roman. Hovedpersonen er i tvivl. Om alting er hun i tvivl. Edith hedder hun og ved ikke rigtig. "Jordbær" er romanens titel, og dem handler den ikke om. Det er et langt selv- og tidsopgør, livslangt.
Tiden er den Rifbjergs og anmelderens bedsteforældre gennemlevede,
personer der er født så tidligt, at de var unge da 1. verdenskrig brød i
august 1914.
Måske, måske, måske er "Jordbær en roman om årene 1885-1945 og om de bevægelser i tilværelsen der prægede disse år og dem der gennemlevede dem: frigørelsen i børneopdragelse og seksualitet, kvindens stilling, modsætningerne mellem nazisme og kommunisme - man har lyst til at sige "salon- " om begge sæt holdninger hos personerne i romanen, for det bliver aldrig rigtig alvor med noget af det. Familieforbindelserne er enormt vigtige for hovedpersonen, det samme gælder livet i det bedre borgerskab, rejser, udflugter og middage.
En roman om tilværelsens ulidelige tomhed - dens måske, måske, måske - skrevet af en sprogets, en formuleringens mester. 


 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
Møllehave    Møllehave - Jagten på lyset og kærligheden
af Ole Sønnichsen

Thomas Leo anmelder Møllehave

Der er skrevet flere bøger om digteren, præsten og forfatteren Johannes Møllehave; og nu er ovennævnte just i handelen.
Små 300 sider handler om Møllehaves liv og til en vis grad om de mennesker, der har været tættere på Møllehave end så mange andre.
Lad mig sige det allerede nu: Det er den bedste bog om Virumpræsten på markedet. Ikke kun fordi det er den nyeste og har mere med end de tidligere, men fordi værket er tematiseret, så man ’møder’ Møllehave i konstellation omkring emner som angst, faderrollen, generøsitet, ensomhed og i endnu flere. Bogen bygger på forfatterens dialog med forkynderen, mennesket og digteren Møllehave. Men ikke kun det – der har været samtaler med uhyrlig mange andre mennesker, der kender og kommenterer Møllehave. For blot at nævne nogle få: Jan Lindhardt, Olav Lilleør, Benny Andersen, Georg Metz, Margrethe Auken, Bettina Heltberg og datter og sønner. Det er et researcharbejde af karakter. Og det siger sig selv, at disse har mange og forskellige anskuelser og holdninger til hovedpersonen. Den hovedperson, som forfatteren så retteligt postulerer, er kendt af de fleste danskere over 12 år. Kendt for sin præstegerning, sine bøger, de mange artikler, skægge tekster til TV, digte, oversættelse/gendigtning fra blandt andet fransk og sangtekster til Anne Linnet. Jo, som forfatteren Sønnichsen skriver, Møllehave er en meget folkelig mand.
Sprogbrugen i bogen er ligefrem og består mestendels af citater. Disse stammer ikke kun fra interview med de mange folk, men er hentet fra arkiver rundt i landet, fra gennemsyn af timers TVudsendelser – alt dette for at vi som læsere kan få et indblik i denne mangespekteret forfatterpersonlighed.
Når Ole Sønnichsen skriver og skal forbinde de mange citater bruger han tit en slags omvendt, unødvendig og forstyrrende flashback. Som for eksempel: og som vi skal se senere i bogen (p.63). Allerede på næste side finder vi: som vi kommer til i anden del af denne bog. – og : vi nu har mødt i de tre første kapitler (p.105) – som vi skal se i dette kapitel (p. 144).
Bogen rummer også en slags tidslinje over hovedpunkterne i Møllehaves liv optil 2010. En fyldig Bibliografi, stort kilderegister (inddelt i bøger, artikler, radio og TVudsendelser), et navneregister og ikke mindst rigtig mange gode og fine fotos af forkynderen fra Virum og alle de andre, der har været i Møllehaves inderkreds.
Apropos fotos; bogens forside består af en fremragende fotooptagelse, som passer fortrinligt til den kommende læseoplevelse og layoutet er intet mindre end førsteklasses. I kolofonen oplyses, at det er Søren Damstedt fra firmaet Trefold, der har stået for det, mens Maria Ortmann har taget fotoet.
Alt i alt en dejlig bog at læse – og blive klog på Møllehave og sig selv på.
Gud er kærlighed, (p.269) og det vidste nogen af os godt i forvejen.
Thomas Leo-Hansen 

199,95
 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
Leonard Cohen - et liv    Leonard Cohen – et liv
af Ira B. Nadel

Anmeldelse af THOMAS LEO-HANSEN

Naturligvis en bog der handler om Cohens liv. Men ikke nok med det. Den handler også om alle de andre singer-songwriter’re. Bare for at nævne i flæng Don Henley (Eagles, red.) Hvor han fremfører en af Cohens sange ved indsættelsen af præsident Clinton. Det var sangen Democracy. (p. 294).
Og Donovan overtog en filmskaberrolle fra Cohen omkring 1971 (p. 199). For slet ikke at nævnede mange gange Bob Dylan og Cohen har mødtes. Nogen gange var Johnny Cash der også (se blandt andet p.174)
Der er rigtig mange fotos – alle i s/h og alle rigtig gode og informative.
Sproget er nuanceret og meget grundigt; og hele fortællingen vidner om omfattende research.
Thomas Leo-Hansen 

139,95 paperback
 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
Balladen om Bob Dylan    Balladen om Dylan - et portræt
af Daniel Mark Epstein

Thomas Leo-Hansen anmelder Bob Dylan

Foran mig ligger bogen endnu. Et underværk; og som Bob nok selv vil sige a Masterpiece. På dansk findes ingen bog om His Bobness, der kan måle sig med denne.
I sin enkelhed og i sin ligefremhed ligger den underholdningsmæssigt og informativt forrest fremme i førefeltet. Bogen er klar i sin tone, og den er godt opbygget med en sindig skjult tidslinie, der brydes så elegant, at forløbet alligevel hænger sammen. Sproget er vedkommende og fortællemåden er både personlig og naturlig i flash-back og de velvalgte perspektiveringer og situationer, hvor der faktisk fortælles om noget, der egentlig først sker flere år senere.
Der er skrevet flere end 50 bøger om Dylan; og der er således bragt mange facts til torvs i forvejen, alligevel slår det mig hvor mange nye ting, episoder, dialoger og konklusioner, der faktisk er at finde.
Sammenlignet med hvad der findes på dansk – og der eksisterer faktisk mange gode – er denne læst med glæde, fornøjelse og respekt. Hatten af.
Vi hører om Dylan som toårig, der er med på far Abe’s kontor, hvor han synger i et velformet sprog (p. 47-48).
Vi hører om Dylans akkordskift og måden det gøres på, og læseren får en fyldestgørende beskrivelse og forklaring på hvordan de hænger sammen (p. 71).
Vi hører om relationen mellem Dylan og Beatles og den store forskel på hans mening om især John og Paul (p.154).
Senere fås beskrivelsen om All along the watchtower og hvorfra inspirationen kom – profetien om Babylons fald i Esajas 21 (p.161).
Fotomaterialet er velvalgt og indeholder et formidabelt foto af Sara Dylan (Dylan’s kone i 1975, red.), som ikke tidligere er set.
Et enkelt guldkorn – Vi læser om, nu for anden gang, om Dylan’s venstrehåndethed, hvordan han sidder og skriver teksterne i hånden. Skriver med venstre og visker med højre (p. 285).
Slutteligt indeholder bogen
- et godt index,
- noter om hvorfra citater er hentet
- og sidst et register over de rettigheder bogen har indhentet for at kunne citere de mangfoldige meningsfulde ord.
Bogen er oversat af Anders Juel Michelsen og det er gjort til fulde. Hatten af igen. Kun fandtes en enkelt fejl: rosewood bliver oversat til rosentræ. Et bedre ord ville være palisander.
Alt i alt en bog til alle, der kender – og dem, der ønsker at kende myten, mennesket, maleren, digteren og kunstneren Bob Dylan. I denne bog er man i gode hænder.


Der findes også andre gode bøger om Bob Dylan på dansk:
- Bob Dylan - en guide til hans plader; af Chr. B Thomsen og Asger Schnack. Forlag - Tiderne skifter. 2008.
- Bob Dylan - mennesket - myten - musikeren; af John Christensen. Forlag Emil. 2009.
- Bob Dylan smiler; af Jesper Tang. Forlag Borgen. 1978.
- Dage i Dylan; redigeret af Torben Bille. Forlag Informations Forlag. 2001.
Thomas Leo-Hansen 

349,95
 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   
Herfra hvor jeg står    Herfra hvor jeg står
af Niels Skousen

Anmeldt af Thomas Leo-Hansen.
Bogen er en erindringsbog, rummer flere end tyve relevante fotos af repræsentanter for tressertidens danske musikscene. Bagest i bogen findes en liste over Skousens musikudgivelser og filmmusik.
I Indledningen finder vi en imponerende og meget lang beskrivelse af musikerens aner, og tidlig opvækst. Det er rar læsning for dem, der kan nikke genkendende til de mange tætte beskrivelser. Vi får et gedigent indblik i forfatterens skolegang flere forskellige steder i Danmark.
Skousens moder var tysk, og vi får indtryk af og indsigt i hvordan det har været for hende at komme til landet her under anden verdenskrig. Vi læser videre om hendes meget intense utilfredshed med landet og danskere.
I blandt dette får vi historier om de mange danske musikere og skuespilleres sammenspil. Ingen tvivl om at der har været mange konstellationer kunstnerne imellem.
Selv om værket er meget omkring den danske scene, får vi også hints fra udlandet, og det er rigtig spændende, fordi ad den vej giver forfatteren os mulighed for at forstå, hvad der skete omkring os, - mens vi i parallelforløb stadig følger den danske sceniske formåen.
Bogens tone og fremdriften i handlingen lægger sig mere op ad rækkefølge og beskrivelse - måske er det også den måde, vi, der kender til skousens udgivelser, også ser personen Skousen.
Fra side 139 kommer vi ind på verden omkring os, som er midt i en musiskrevoulution. Beatles nævnes - Bob Dylan optræder også på denne side. Lige som (p.141) Dylan igen får en stemme med, fordi hans guitarmakker Mike Bloomfields nævnes. Det giver sammenhæng i teksten og sammenhæng i de tanker fra dengang.
Endnu en pudsig ting: danske Stig Møller nævnes som 'den danske Donovan' (p.149). Det giver god mening og især for dem, der stadig kan synge med på Donovans melodier.
Dylan nævnes igen (p.151) som den, der havde sat gang i 'vores hoveder'. Senere på side 163 hører vi om Anders Koppels forhold til Bob Dylan - det havde været en skelsættende oplevelse.
Hendrix og Velvet Underground får også sat sine spor i de danske musikkredse. Noget senere kan man læse en virkelig tilkendegivelse (p.218). Skousen skriver: 'Dertil svarer jeg så, at det på den anden side også var ikoner som Dylan, Hendrix og Neil Young, Lou Reed og Andy Warhol, osv. der satte form på tankerne og fik tingene til at flytte sig'
Lennon får også en del omtale, og i denne sammenhæng har Skousen fokus på Lennons kombination af kunst og musik. Ingen tvivl at denne kombination var meget oppe i tiden.
Og her tilsidst - mon ikke mange af os husker Skousen for hans prima medvirken i TVserien 'Landsbyen'?

I hele taget god og grundig research.

Thomas Leo-Hansen 

299,95
 
Bestil bogen (via boghandleren.dk) 
   

. : Kontakt : .

 
Media Mejding